Nybolig Guderup har modtaget et gulddiplom for deres indsats for at reducere energiforbruget og dermed CO2-udledningen.
Generelt set har der hos Nybolig Guderup været fokus på at have en energieffektiv adfærd og tilgang. Derfor blev der i 2011, i forbindelse med en generel renovering, installeret varmepumper som erstatning for det oliefyr, der opvarmede den gamle slagterbutik, køkkenet og lejligheden beliggende på første salen.
Derudover, blev der investeret i mere indvendig isolering og nyere og mere energieffektive vinduer. Lyset er også sidenhen blevet skiftet til LED, og der er installeret automatisering på mange af de elektriske apparater.
Senest har Nybolig Guderup investeret i solceller, som blev installeret i starten af februar 2023. Et anlæg på 7,7 KW, som kan dække ca. 50% af virksomhedens elforbrug.
”Det har længe været i overvejelserne at investere i solceller, men vi havde udfordringer med at finde den rigtige leverandør”, fortæller Ole Bredgaard, ansvarlig indehaver af Nybolig Guderup, og fortsætter: ”I min optik behøver man ikke at være klimafrelst for at tage ansvar for den grønne omstilling. Derudover, kan der også være god økonomi i det.”.
Solcellerne har en tilbagebetalingstid på 7-8 år. Ole Bredgaard og Nybolig Guderup har mulighed for at følge produktionen af grøn strøm, som der også findes en vis form for tilfredsstillelse i.
I forlængelse af solcellerne overvejes der at tilkøbe et batteri, således det er muligt at lagre den grønne strøm til senere brug.
Interesse fra købere i gode energimærker
Ole Bredgaard fortæller, at der overordnet set er stor opmærksomhed på, hvilke energimærker huse har, og hvilke muligheder, der er for at kunne få en energieffektiv bolig. Nybolig Guderup tager typisk en samtale med både sælger og køber for at belyse mulighederne.
Derfor kan Nybolig Guderup med rette fortælle om deres egne erfaringer med grønne investeringer.