Nye mulige fjernvarmeområder på Nordals

Ved Sønderborg Forsyning oplever vi en massiv efterspørgsel på fjernvarme og har igennem længere tid været i gang med at undersøge, om fjernvarmen kan nå endnu bredere ud på Nordals end planlagt. 

Af Sønderborg Forsyning

De områder vi har undersøgt er; Oksbøl, Broballe, Mjels, Stevning, Elstrup, Dyndved og Hundslev. Her har vi undersøgt, om investeringen i at udrulle fjernvarmen i de områder kan gøres billigt for såvel forbrugere og samfundet, og at fjernvarme vil være billigere end andre opvarmningsmuligheder.

Den foreløbige beregning viser, at det vil give rigtig god mening at udvide fjernvarmen til Oksbøl, Broballe, Mjels, Stevning, Elstrup, Dyndved. Undersøgelserne viser også, at det umiddelbart vil være for dyrt at rulle fjernvarmen ud til Hundslev. Her vil lokalvarme, varmepumper eller lignende være billigere for kunderne. 

De øvrige områder Oksbøl, Broballe, Mjels, Stevning, Elstrup og Dyndved kommer nu i betragtning som fjernvarmeområder, hvor en udbygning vil afhænge af, hvor mange i områderne, der vil tilslutte sig.

Når vi laver beregningerne, kan vi se, hvor mange af områdernes nuværende gaskunder, der skal vælge fjernvarme, for at det er en realistisk investering. Hvis vi vælger at gå videre med områderne, har vi brug for positive tilkendegivelser fra de borgere, der gerne vil kobles på, og det skal være langt de fleste, for at det kan hænge sammen”, fortæller Susanne Vesten, der er Projektchef i Sønderborg Kommune.

Resultat af undersøgelserne er lige på trapperne, og for de områder, hvor det kan hænge sammen, vil borgerne nu blive spurgt, om de i så fald ønsker at blive koblet på fjernvarmenettet. Den mulighed vil man gå langt for, at borgerne får, fortæller formand for Sønderborg Forsyning, Ellen Trane Nørby.

Der er rigtig mange, der er i klemme lige nu på grund af de høje gaspriser, og vi vil enormt gerne hjælpe så mange, vi kan, med at få fjernvarme. Men det bliver nødt til at være økonomisk forsvarligt, så det ikke får negative konsekvenser for vores øvrige fjernvarmekunder”, siger formanden. 

Vi er en ”hvile i sig selv virksomhed”, som ikke må være i underskud og ikke skal skabe overskud, men skal være i en sund balance mellem indtægter og investeringer.

15. september 2022

Cookiepolitik