Vidste du: ekstra høj elpris fra kl. 17-20?

Er du også i tvivl om du kan spare penge - og hvor meget - ved at flytte dit elforbrug til andre tidspunkter af døgnet? Så er du ikke alene. 

Af Anne Branderup

Iflg. Energistyrelsen er det muligt at reducere ens elforbrug med 1000kwt/årligt, som vil betyde en væsentlig besparelse for ens samlede husstand. En måde du kan reducere dit forbrug på, er ved enten at fjerne dit elforbrug eller at flytte dit elforbrug, til når prisen er lav.

Sådan fjerner du dit unødige elforbrug

Undersøg dit standbyforbrug og sluk for de el-apparater, der bruger strøm uden du bruger apparaterne. Det kan fx være tv’et, mikroovnen, PlayStation osv. Læs flere spareråd her

El koster ekstra fra kl. 17-20 i vintermånederne

Hvis du ikke allerede er bevidst om det, så kan du med stor sandsynlighed spare penge ved at flytte dit forbrug væk fra timerne kl. 17-20. Vi betaler nemlig næsten alle ekstra for el i den såkaldte ”kogespids” fra kl. 17-20. Det gælder også dig, der ellers har en fast pris på din strøm (kWh).

Det er prisen for transport af strøm i elnettet, der gør det dyrere at bruge el i kogespidsen. Den pris er steget i 2022, og vil næste år stige endnu mere på nogle tider af døgnet.

Fra oktober til marts måned betaler du 46,48 øre ekstra pr kWh. [1]

Kilde: https://cerius.dk/priser-og-tariffer/elprisen/

Hvorfor koster det ekstra?

Den højere pris skal få os til at fordele strømforbruget mere jævnt over døgnet, så vi i fællesskab udnytter elnettet bedre og hjælper klima og miljø.

I kogespidsen er vores samlede elforbrug nemlig så højt, at der let bliver mangel på den klimavenlige strøm fra sol og vind, så vi må producere el med f.eks. kul for at få nok til alle.

Du kommer til at betale mest fra kl. 17-21, og der indføres samtidig forskellige priser for transport af strøm på andre tider af døgnet. For nogle sker det 1. januar 2023– for andre senere på året.

Fra 2023 vil mange betale ca. 2 kr. pr. kWh for transport af strøm i kogespidsen i vinterhalvåret - men kun 20 øre. pr. kWh om natten. En opvaskemaskine bruger typisk omkring 1 kWh pr. gang, så du kan f.eks. spare ca. 1,80 kr. pr. opvask, alene i transport af strøm, ved at sætte opvaskemaskinen til at køre om natten.

Pris for transport af strøm 2023:

  • Billigst: Kl. 24-06 (lavlast)
  • Mellem: Kl. 06-17 og 21-24 (højlast)
  • Dyrest: Kl. 17-21 (spidslast)

Prisen skifter også mellem sommer og vinter, hvor vinterhalvåret bliver det dyreste.

Sådan flytter du forbruget

Mange hårde hvidevarer kan indstilles til ’udskudt start’ og dermed køre markant billigere. Selv 5 timer på standby er billigere end at bruge den dyre strøm. Overvej f.eks. hvornår du:

  • Kører opvaskemaskinen
  • Vasker tøj - husk at tage hensyn hvis du bor i lejlighed
  • Starter (robot)støvsuger
  • Lader elbil og elcykel op
  • Hvis du har varmepumpe, kan den muligvis indstilles til at varme, når strømmen er billigst.

Læs flere gode spareråd her

9. november 2022

Tommelfinger-regler

Hvis du ikke vil holde øje med timeprisen, kan du følge nogle tommelfingerregler for hvornår elprisen er lavere:

- Udnyt de svingende priser    

- Når der er blæst og sol, er der et stort udbud af billig og bæredygtig strøm, og det sænker elprisen.

- Når mange skal bruge el på samme tid, stiger prisen. Typisk er de billigste tidspunkter derfor:

- Sent om aftenen

- Om natten

- Nogle gange midt på dagen

Spar Energi Festival - gratis deltagelse

Den 24 november kan du få de nyeste tips og spareråd til hjemmet, når ProjectZero sammen med Sønderborg kommune inviterer indenfor til Spar Energi Festival - læs hele programmet her

Cookiepolitik