Elcyklen passer perfekt i Hans Lehmanns nye liv

Hans Lehmann har trukket sig fra et aktivt arbejdsliv og er gået på pension, men familien har stadig et transportbehov. En ny komfortabel elcykel udvider aktionsradius og erstatter familiens behov for bil nummer 2.

Af Peter Rathje

Hans Lehmann har i mere end 10 år cyklet mountainbike & landevejscykel – og strækningen fra Sønderborg til sommerhuset på Kegnæs udgjorde selv i modvind kun ca. en times cykling. Men de seneste år har slidgigt i knæet reduceret mulighederne for at cykle længere ture.

Nu er Hans Lehmann imidlertid igen klar til længere ture. En spritny elcykel har genskabt cykelglæden og fjernet alle hans tidligere fordomme om elcykler.

Frisk luft, motion og naturoplevelser trækker

”Jeg cykler både fordi jeg har et transportbehov, men også fordi cyklen giver mig motion. Min nye elcykel giver mig mange muligheder for at cykle både korte ture og lidt længere ture. Jeg nyder den friske luft og de mange naturoplevelser på Als og Kegnæs – i saddelhøjde.” Siger Hans Lehmann, og anbefaler stærkt en elcykel til andre i lignende situation.

Cyklen kan erstatte et behov for bil nummer 2. Hans Lehmann cykler årligt ca. 2.500 km og sparer dermed klimaet for mere end 0,3 ton CO2 årligt i forhold til udledningen fra en potentiel benzinbil nummer 2.

Scott elcyklen har en aktionsradius på mere end 100 km, når der cykles i ECO-mode. Cyklen er købt hos Fri Bikeshop i Sønderborg, som netop anbefaler en komfortabel cykel med stort batteri til alle cyklister, som har lyst til at opleve naturen.

Reducerer familiens CO2-aftryk

Energi-effektivitet, CO2-reduktioner og mindre vedligeholdelse var også et tema, da familiens bolig i Sønderborg for nyligt fik den store overhaling. Renoveringen satte bl.a. fokus på bedre isolering og nye energieffektive vinduer, som sænker energiregningen, og som sammen med fjernvarme reducerer boligens CO2-aftryk.

9. marts 2022

Hans Lehmann er også formand for Project Zero A/S bestyrelsen

Hans Lehmann har i mere end 15 år været vicedirektør for EUC Syd. Hans fratrådte sin stilling ultimo januar 2022 for at gå på pension og for at hellige sig familien og nye udfordringer i livets 3. fase.

Hans har været medlem af bestyrelsen for Project Zero A/S siden 2014, de seneste 3 år som formand for bestyrelsen.

Cyklistforbundet hjælper dig på vej

”Med elcyklen er det nemmere at overskue længere distancer og give sig i kast med udfordrende bakker. Vi giver dig ti gode råd til komme trygt og sikkert i gang med at køre på elcykel.

Elcyklen er en herlig cykel. Men den kræver tilvænning. Det er specielt de ekstra kræfter fra elmotoren, som man skal vænne sig til at styre”.

Læs mere om elcykling på Cyklistforbundets website her.

Download Cyklistforbundets elcykel-pjece her.

Cookiepolitik