Brian Seeberg er ny administrerende direktør for ProjectZero

Den 1. juni 2022 tiltræder Brian Seeberg stillingen som administrerende direktør for ProjectZero. Udover omfattende ledelseserfaringer fra energibranchen, bringer Brian også nye projekt- og digitaliseringskompetencer samt et stort netværk ind i Sønderborgs rejse mod nullet i 2029.

Af ProjectZero

ProjectZeros nye administrerende direktør, Brian Seeberg, har en solid erfaring fra rådgiverbranchen, har bestridt en række direktør- og lederstillinger samt været medlem af bestyrelsen i tænketanken Grøn Energi under Dansk Fjernvarme, Dansk Industri Energis bestyrelse og deltaget i sektorudviklingsprojekter med fokus på grøn vækst og digitalisering.

”Det glæder mig, at Brian Seeberg har sagt ja til at bære Sønderborgs grønne stafet videre og med hans store indsigt i energibranchen og den grønne omstilling, er jeg overbevist om, at han er den rette til at styre ProjectZero-visionen sikkert i mål i 2029 og samtidig realisere de grønne vækst-ambitioner”, siger Lars Tveen, formand for Project Zero-Fonden.

Brian Seeberg får, udover den overordnede ledelse af ProjectZero, ansvaret for, at få udbredt kendskabet til ProjectZero nationalt og internationalt, vise verden klimavejen og tiltrække nye, grønne virksomheder til området.

”Jeg har, med stor beundring,  på afstand fulgt Sønderborgs klimarejse. At Sønderborg-området allerede har realiseret mere end 50 procents CO2-reduktion siden 2007 viser, at alle kommuner og byer i verden effektivt kan nedbringe CO2-udledningen, hvis de har en fælles masterplan og tværgående samarbejde, formår at etablere den nødvendige lokale politiske rammesætning og -samarbejde, samt inddrage borgerne og virksomhederne. Det arbejde glæder jeg mig til at fortsætte og til at stå i spidsen for at bringe ProjectZero til næste niveau”, siger Brian Seeberg.

Det var et enigt byråd, der i december sidste år godkendte ProjectZero Masterplan2029, som beskriver den mest omkostningseffektive vej til Sønderborg-områdets grønne omstilling og målet om CO2-neutralitet i 2029.

”Jeg ser frem til et godt samarbejde med Brian Seeberg og glæder mig over, at vi nu kan sætte fuld fokus på gennemførelsen af Masterplan2029 samtidig med vi får udbredt vores erfaringer til både Danmark og verdens byer, når der skal hentes inspiration og konkrete løsninger til at løse deres klimaudfordringer”, udtaler borgmester Erik Lauritzen.

I 2020 nåede Sønderborg-området en vigtig milepæl med en samlet reduktion på 51,7 procent CO2 siden 2007 og de kommende år, skal Masterplan2029 vise vejen til at realisere den ambitiøse målsætning om et 100 procent CO2-neutralt energisystem i Sønderborg-området i 2029. 

ProjectZero skal fremover ledes af to direktører, hvor vicedirektør Allan Pilgaard-Jensen får ansvaret for gennemførelsen af Masterplan2029, mens Brian Seeberg afløser Peter Rathje som administrerende direktør. Peter Rathje fratræder efter eget ønske sin stilling ultimo marts 2022 efter næsten 15 år ved ProjectZero-roret.

24. marts 2022

Cookiepolitik