Eurobulk Logistics ”Grønne overvejelser” er med i alle vores beslutninger

I den familieejede vognmandsvirksomhed Eurobulk Logistics A/S gennemsyrer de grønne overvejelser rigtig mange af virksomhedens beslutninger, uden det betyder, at de råber højt om deres tiltag.

Af ITD, Brancheorganisation for den danske vejgodstransport

– Vi har rigtig mange kunder og medarbejdere, som har været her i flere årtier. Derfor gør vi nok heller ikke så meget ud af at markedsføre vores grønne omstilling, som vi kunne. Vi kender vores kunder, og de kender os, og meget af vores udvikling sker sammen med dem. De stiller nye krav til vores bæredygtighed, og vi præsenterer dem for nye bæredygtige muligheder, de ikke vidste, vi kunne tilbyde. På den måde presser vi sammen udviklingen frem, siger Søren Tvede, der er direktør og hovedaktionær i Eurobulk Logistics. Han tror, at branchen generelt er bedre end sit ry, hvilket virksomhedens driftsleder, Kjeld Clausen er enig i.

I Eurobulk Logistics har de blandt andet arbejdet med modernisering af udstyr, så alle vogne siden 2017 har levet op til Euro 6-standarden, reduceret lastbilernes egenvægt, justeret dæktryk, gjort mere brug af automatgear, lavet fartbegrænsning på 85 km/t og reduceret vognenes tomgangstider. I dag kører de op mod 6-700 meter længere per liter brændstof end tidligere.

Eurobulk Logistics afholder løbende kurser for chaufførerne, der sætter fokus på både kvalitet og kørestil for at holde indsatsen ved lige.

– Hver uge trækker vi en analyse over den kørestil, der har været i lastvognen i den forgangne uge. Er der plads til forbedring, taler vi med den ansvarlige chauffør. Det gavner både miljøet og økonomien, fortæller Kjeld Clausen.

Derudover er digitalisering i fokus. I dag sender de mere end 90 procent af deres fakturaer elektronisk, og lige nu er de ved at undersøge mulighederne for at få digitaliseret de mange fragtpapirer og dokumenter, som følger med internationale transporter. Det vil føre til en papirbesparelse, der kan måles i paller.

”Grønt” værksted og optimering af bygninger

Udover den daglige drift optimerer Eurobulk Logistics også virksomhedens rammer, så de bliver mere bæredygtige. Det handler eksempelvis om implementering af LED-belysning, indførsel af affaldssortering og regulering af varme og ventilation, så det kun kører, når der er behov for det. Og så er der et nyt flagskib på vej: et moderne, energioptimeret værksted. – Vi har underskrevet kontrakten og venter bare på at få sat skovlen i jorden, men fordi vi har valgt en af de mest energivenlige og grønne opvarmningsløsninger – luft-til-luft-varmepumper – skal vi have en dispensation fra lokalplanen, fortæller Søren Tvede. Han lægger ikke skjul på, at han finder det frustrerende og absurd, at det er forbundet med mere bøvl og administration at gøre tingene bedre og mere miljørigtige, end loven foreskriver.

– I dette tilfælde bliver vi muligvis pålagt at betale et tilslutningsgebyr til en gasledning, som vi dels ikke skal bruge, og som dels tilbyder en mere forurenende løsning, end den vi selv har valgt. Med et mål om en reduktion af CO ² -udslippet på 70 procent, bør lokalplanerne justeres, så erhvervslivet ikke pålægges ekstra omkostninger for tilslutning til gamle energiløsninger, som man har fravalgt netop af hensyn til klimaet.

To gasbiler på vej i Danmark

Eurobulk Logistics er klar til at investere og udvikle deres grønne tiltag yderligere, men de savner, at regeringen skaber konkurrencedygtige og fair vilkår for den grønne omstilling i branchen.

– Vi har bestilt to vogne, der skal køre på gas mellem Danmark og Tyskland. Det er en stor investering. De er dyre både i indkøb og vedligehold, og der er ingen steder i Danmark, hvor vi kan tanke. Det er et forsøg på at komme videre med vores egen grønne omstilling, men som det er lige nu, kommer økonomien ikke til at hænge sammen på projektet, siger Søren Tvede, som ved, at det kun er et spørgsmål om politisk vilje. For på deres udenlandske aktiviteter har de allerede succes med HVO100 og gas, hvilket har reduceret CO ² -udledningen med cirka 25 procent af deres totale CO ² -udledning.

– Mulighederne i Danmark er meget begrænsede, fordi Danmark er afhængig af afgifter. Vi vil gerne indføre flere grønne tiltag, og vi investerer også gerne endnu mere i dem, men det skal kunne hænge sammen for os økonomisk. Vi ser gerne, at regeringen bakker op om de ambitiøse mål for klimaet med mere handling og mindre snak. Det vil rykke vanvittigt meget i forhold til miljøet sammenlignet med de initiativer, vi selv kan sætte i gang, slutter Søren Tvede.

FAKTA Virksomhedens navn: Eurobulk Logistics A/S Etableringsår: 1976 Hovedkontor: Padborg Afdelinger: Kliplev, Tyskland og Polen Medarbejdere: Cirka 30 i Danmark og cirka 145 i udlandet Primær godstype: Foder, pulver og flydende fødevarer

26. maj 2022

Cookiepolitik