KØREGLÆDE
Ro og fart i din elbil
Du svæver afsted i en elbil. Den er hurtig i optrækket og glider lydløst afsted hen over asfalten. De nye elbiler har al den nye teknologi, som gør det nemt, sikkert og behageligt at køre. Nul motorlarm giver ro i kabinen. Du er mindre træt i hovedet, når du kommer hjem fra en lang køretur.
RÆKKEVIDDE
Lad op om natten. Rækkevidden er meget sjældent et problem for elbilister. De fleste lader bilen helt op derhjemme, om natten, og klarer den daglige kørsel uden at skænke strømmen en tanke.
Planlæg lange ture. Længere ture kan kræve lidt planlægning. Du lader op ved det stigende antal hurtig- og lynladere, der står langs motor- og landeveje. Ved en hurtiglader får bilen 100 kilometer på et kvarter – ved en lynlader tager det 7-10 minutter. Så er du hurtigt videre.
ØKONOMI
Billige i drift. Elbiler er billige i daglig drift. Strøm til bilen koster mindre end benzin og diesel, og der er mindre vedligeholdelse og billigere servicebesøg. I dag er de fleste elbiler dyrere end benzinbiler, men du kan få gunstige lån hos mange banker.
Målt over hele bilens levetid koster el- og benzinbiler nogenlunde det samme (2021 priser). Fortsætter stigningen på benzin og diesel, er elbilen klart billigere i drift, da prisen på strøm ikke er steget tilsvarende.
Abonnement eller fleksibel løsning ved opladning.
Du kan få et abonnement til fri opladning for et fast beløb, eller du kan vælge en anden løsning, der passer til dit behov. Det kan være i forbindelse med dit el-abonnement eller en smart app-løsning med fleksibel betaling. Lader du hjemme, kan du få refusion for dit elforbrug. Har du solceller med batteri, kan du selv producere en stor del af strømmen til din bil.
KLIMA
Elbil er fremtidens teknologi. De store bilfabrikker udvikler på elbiler, mens benzin og dieselbiler
er på vej ud. De nye elbiler får længere og længere rækkevidde, og lader hurtigere og hurtigere op.
Fremtiden er elektrisk
I juni 2022 vedtog EU-parlamentet en lov, der forbyder salg af biler med forbrændingsmotor fra 2035. Loven slår fast, at alle personbiler skal være nul-emissions biler fra da af. Det vil sige, at de skal køre på strøm enten fra batterier eller brint.
Den 28. juni skal forslaget godkendes på EU-ministermøde, men det ventes at være en formsag.[1]
Med andre ord ligger det fast, din nye bil bliver en elbil fra 2035.
Effektiv CO2 besparelse.
Skift fra benzin eller diesel til el er en effektiv CO2-besparelse. En elbil udleder ikke CO2. På grund af batteriet er produktion af en elbil mere CO2-belastende end produktion af en benzinbil. Men over hele bilens levetid, er elbilen klart mest klimavenlig.
[1] https://bilmagasinet.dk/bil-nyheder/ny-lov-fra-2035-bliver-din-nye-bil-en-elbil