OPLADNING HJEMME
Ladestandere til hjemmet er 11 kW ladere, der tager 4-6 timer at lade et batteri fuldt op alt efter størrelsen på din elbils batteri. Du har mulighed for at vælge mellem to løsninger:
1. refusionsløsning med serviceaftale
Du kan vælge at købe eller leje en ladestander via en udbyder, hvor igennem du opretter en serviceaftale. Serviceaftalen gør, at du kan modtage refusion for en del af den strøm, du lader din elbil med. Bemærk at nogle serviceudbydere kræver, at du også køber strøm af dem.
2. Egen ladestander uden serviceaftale
Du køber selv en ladestander og får installeret den af en elektriker. Du betaler prisen for strøm, via det el-selskab du selv vælger. Du modtager ingen refusion af den strøm, du bruger til elbilen. Har du et mindre kørselsbehov eller solceller på taget, så vil denne løsning typisk være god for dig.
OPLADNING PÅ OFFENTLIGE LADESTANDERE
Behovet for at oplade din elbil ved offentlige ladestandere vil du givetvis også komme ud for, fx når du er på farten og besøger familien i den anden ende af landet, eller når du ikke har muligheden for at lade bilen på egen matrikel. Her har du også flere løsninger:
11/22 kW ladere
Opladningen tager lidt længere tid på denne type ladere (4-6 timer), så det er gerne ved arbejdspladsen eller under længere ophold ét sted, at det giver mening at lade ved denne type ladestandere. Prisen er ofte lidt lavere end ved lyn- og hurtigladere.
Lyn- og hurtigladere
Denne mulighed bruger du, når du er på farten og har brug for hurtigt at fylde strøm på bilen for at komme videre. Typisk kan du lade mellem 50 og 150 kW ved disse typer af ladestanderne, såfremt din elbil kan modtage så meget strøm på én gang. Du kan lade optil 80% af bilens batteri hurtigt, derefter lader bilen langsommere for ikke at skade batteriet.
Det er god ladeadfærd ved lyn- og hurtigladere kun at lade de kilometer/kW, man skal bruge for at komme frem til ens distination. Derved undgås kødannelse i spidsbelatningsperioder. Batteriet har bedst af primært at få strøm ved en langsom ladestander. Din elbilforhandler kan fortælle dig mere om din elbils egenskaber ifht. opladning.
Betaling ved offentlige ladestandere.
Næsten alle ladeoperatører har deres egen betalingsløsning med differentieret priser (app eller brik). Du skal derfor væbne dig med lidt tålmodighed som ny elbilejer, når du skal finde rundt i det – det tager lidt tid, men hæng i. Flere tankstationer fx UnoX, Shell m.fl. har i dag ladeløsninger, hvor man kan betale med kreditkort direkte ved ladestanderen. Skiltning af priser pr. kW er også mangelfuld hos nogle operatører, men det bliver bedre, og med ny lovgivning er det pålagt operatørerne at synliggøre priserne over for forbrugeren – denne transformation er i gang. Der findes flere apps, du kan bruge for at lokalisere ladestanderne i det offentlige rum fx plugshare og Chargefinder m.fl.
Kilder: FDM, Elbilviden.dk