Mursten fra Egernsund nomineret til Klimaprisen

Når Byggeriets Klimapriser 2022 uddeles den 3. maj i København, er det med den Egernsund-virksomheden Egernsund Wienerberger A/S blandt de nominerede.

Af ProjectZero

Egernsund Wienerberger er nomineret til Klimaprisen for produktet LESS, der er verdens første blødstrøgne mursten med tre huller. LESS adskiller sig fra en traditionel mursten ved at gøre brug af dematerialisering og biogas. Det reducerer CO2-udledningen fra produktionen med 60-80 procent, skriver Danske Byggecentre i en pressemeddelelse.

“Nomineringskomiteen, der består af fagfolk fra hele byggebranchen, har udpeget 26 produkter og strategier, som med deres innovative løsninger er med i opløbet til at modtage Byggeriets Klimapriser 2022. Ambitionerne hos leverandører som Egernsund Wienerberger imponerer”, lyder det fra Palle Thomsen, adm. direktør i Danske Byggecentre, der står bag Byggeriets Klimapriser.

Byggeriets Klimapriser består af fire forskellige priser: Byggeriets Klima-, Energi-, Miljø- og Arbejdsmiljøpris. Priserne blev sidste gang uddelt i 2020 og skulle have været uddelt ifm. med BYGGERI ’22 i Fredericia, som på grund af restriktioner blev udskudt til 21. til 24. marts 2023.

Men det er for længe at vente med at uddele priserne, mener arrangørerne af BYGGERI-messen, Danske Byggecentre, der derfor uddeler priserne 3. maj i år.

De i alt 26 nominerede til Byggeriets Klima-, Energi-, Miljø- og Arbejdsmiljøpris tæller en række spændende og innovative produkter og løsninger.

Produkter og løsninger, der vurderes og nomineres af et stærkt felt fra branchen. Nomineringskomiteen består af repræsentanter fra samtlige af byggeriets parter.

Se komiteen og læs om de nominerede her.

27. april 2022

Cookiepolitik