Sådan påvirker de stigende energipriser regningen på elbilen og varmepumpen

Tårnhøje energipriser, hvor særligt elprisen sætter rekord, betyder en ekstra regning til virksomheder og private, men har du investeret grønt og købt en el-bil eller en varmepumpe er der godt nyt.

Af ProjectZero

Prisen på el, naturgas og olie har været stødt stigende de sidste måneder og det betyder højere priser for både de private forbrugere og virksomhederne, men har du investeret i en elbil eller en varmepumpe, rammes du ikke nær så hårdt, som dem der har holdt fast i benzin- og dieselbiler eller boligejere der fortsat varmer op med gas- eller oliefyr.



”Boligejere med et naturgasfyr har den høje naturgaspris hele tiden, mens dem der har en varmepumpe har en lavere pris, når der produceres el fra vind og sol og det samme er gældende for el-bilejerne, da elprisen i perioder er billigere end benzin og diesel”, siger Torsten Hasforth, der er seniorøkonom hos Concito, Danmarks Grønne Tænketank.

Samtidig er elbiler og varmepumper langt mere energieffektive og der skal derfor ikke bruges den samme energi som til diesel- og benzinbiler samt olie- og gasfyr.

”En elbil bruger blot en tredjedel energi end en diesel- eller benzinbil og en varmepumpe er mere end tre gange så effektiv som et naturgasfyr, så alt-i-alt kan jeg bekræfte, at de forbrugere der har købt elbiler og varmepumper er langt bedre stillet i den aktuelle situation med stigende energipriser end de forbrugere der har holdt fast i deres olie- og gasfyr samt benzin- og dieseldrevne biler”, fortæller Torsten Hasforth.

Naturgassen sætter energiprisen

”Årsagen til den stigende elpris er grundlæggende et resultat af en stigende naturgaspris, da el-markedet fungerer på den måde, at det er den dyreste energiform – lige nu naturgas og kul – der sætter prisen for el, så når eksempelvis naturgasprisen er tårnhøj som nu, betyder det også en højere elpris”, fortæller Torsten Hasforth fra Concito.

Da det kun er en del af elprisen der følger den dyreste energiform betyder det, at når der leveres vedvarende energi fra vindmøller og solceller, og i nogen grad vandkraft fra Norge, så rammes elprisen mindre hårdt end de andre energiformer.

Ifølge Energinet skyldes de høje energipriser flere ting, blandt andet at CO2-kvotepriserne er steget ligesom kul- og naturgasprisen er steget og samtidigt er vandniveauerne i magasinerne i Norge og Sverige under det historiske niveau, og det har trukket de europæiske elpriser op samtidig med at 2021 indtil videre har været lidt mindre blæsende end et gennemsnitsår, skriver Energinet.

Strøm er billig

Ser man alene på den rå elpris - altså prisen for el uden elafgifter, moms med mere - har danskerne i en lang årrække kunnet købe strømmen meget billigt sammenlignet med forbrugere på tværs af Europa.

I sammenligningerne af elpriser har Danmark haft nogle af de allerlaveste priser, ofte kun overgået af Norge, hvilket skyldes, at vi har stor produktion af vindkraft og dermed lave priser, når det blæser, dels at Danmark har gode el forbindelser til vores nabolande og er del af et grænseoverskridende el marked, hvor vi kan handle på kryds og tværs og ser man tilbage, har vi i Danmark indpasset masser af grøn energi, og selv om den rå elpris løbende er gået op og ned, så har priserne grundlæggende været stabile. Det skriver Energinet.

13. oktober 2021

Cookiepolitik