Alt kan genanvendes – næsten da

Beboere fra kommunens seks boligforeninger besøgte genbrugspladsen på Nørrekobbel. Takket være den nye affaldsordning er restaffald halveret.

Af Ruth Nielsen


Formidler Mette la Cour (th.) fortalte på en meget inspirerende måde om affald og genbrug. 
 

”Når vi handler, handler vi også affald”. ”Affaldssortering koster, der skal produceres, hentes og bringes, det koster CO2”.  Det var to af de mange kommentarer, som blev sagt på arrangementetet om affald og genbrug på genbrugspladsen, Nørrekobbel. Beboere fra kommunens seks boligforeninger var med til rundvisningen, arrangeret af ProjectZero, EUC Syd og DEM (Dansk Energi Management).

Arrangementet støtter op om boligforeningernes grønne rejse, godt beskrevet i deres ”energi- og bæredygtighedsstrategier”. Beboerne skal blive mere bevidste om miljøet og klimaet. Derfor er der etableret et ”grønt ambassadørkorps”, som skal træde nye grønne veje, og bistå boligforeningerne med at realisere de udarbejdede strategier.  

Formidler Mette la Cour fra Sønderborg Forsyning viste rundt på pladsen og fortalte på en meget inspirerende måde om de forskellige affalds-fraktioner og værdien af at genanvende så meget affald som muligt. Hun indrømmede, at det er ”både dyrt og svært at genanvende”, men at både affaldssortering og genanvendelse er ”en investering i vores fremtid”.

Det er ikke forsyningsselskabets opgave at ”opdrage” borgerne, det er op til borgeren (som forbruger) selv at ”gøre en forskel”. Borgerne skal være opmærksomme på, at vælge rene og let-genanvendelige materialer. Det er fint, når bageren pakker wienerbrød ind i en papirpose med folie indeni. Det forudsætter bare at forbrugeren skiller folie og papir fra hinanden. De fleste glemmer det nok, og så havner posen tit i restaffaldsbeholderen.



Mette la Cour med to typer plastik, som måske bliver til fleecetrøjer eller soveposefyld.


Og det er netop restaffaldet, som samfundet er nødt til at gøre noget ved. Takket være den nye affaldssortering, som netop har fejret 1-års fødselsdag, er mængden af restaffald halveret. Det går den rigtige vej, men trods dette, så skal restaffald sammen med småt-brændbart affald reduceres endnu mere. Mette la Cour varslede med, at denne fraktion om nogle år nok vil forsvinde, og i nogle kommuner findes den ikke længere på deres containerpladser. Hun sagde, at der i fremtiden vil være større fokus på det man (stadig) forbrænder, og ikke på det man genanvender.

Derfor er det bedst med en ren papirpose. Når det drejer sig om plastik, skal man kigge på ”trekanten” på emballagen, som siger noget om typen af plastik. Noget bliver genanvendt i fleecetrøjer, soveposefyld eller sorte affaldsposer.

Hun fortalte, at i det første år med den nye sortering, er der blevet indsamlet 1.126 tons plastik, 60 % er blevet genanvendt. Det gælder for 80 % af drikkekartoner (127 tons). Måske bliver det endnu mere, når den nye producent-ansvarslov træder i kraft i 2025. Da betaler producenten et gebyr, alt efter om materialet er let eller svært at genanvende.

I ordningens første år er der blevet sparet 2.000 tons CO2. Dermed bidrager borgere gennem deres affaldssortering til kommunens målsætning om at blive CO2-neutral i 2029.

Beboerne var glade for at høre, at genanvendelse af det indsamlede papir og pap med 2.895 tons svarer til 23.000 træer, som ikke blev fældet. Borgere skal være opmærksomme på kun at lægge tørt papir/pap i papir-beholderen. Fugtigt papir danner en form for svampe, som er sundhedsfarlige for mennesker (altså medarbejdere). Derfor skal dette i restaffaldsbeholderen.

Carlo Christensen undrede sig over, hvor tung flamingoen er, som består af 98 % luft og 2 % plast. Luften bliver presset ud, så den er nemmere at transportere til Krefeld i Tyskland for videre behandling.
 

De deltagende beboere spurgte også om indsamlingen af tekstiler, som skulle indføres i 2022, men som er blevet udsat til 2023. Sønderborg Forsyning har endnu ikke besluttet hvordan. Muligvis skal tekstilerne samles i en plastikpose, som hænges ved restaffaldsbeholderen. Men det bedste ville være at aflevere tøjet hos nødhjælpsorganisationer. ”Hos os bliver det brændt, og det er der ingen værdi i. Til gengæld er strømpebukser med huller i og lignende velkommen hos os”, sagde Mette la Cour.

Arrangementet på genbrugspladsen var det første ud af fire tema-arrangementer forbeholdt Sønderborg områdets 6 boligforeninger. Det næste finder sted den 25. november 2021 og har fokus på elbiler og ladestandere.

1. november 2021

Læs mere om boligforeningernes fælles Happi-rejse her.

Læs mere om de kommende temamøder, som fortsætter ambassadørernes rejse, men som også giver andre interesserede beboere mulighed for at stige på klimarejsen:

Deltagelse er gratis for beboerne i Sønderborg områdets seks boligforeninger, men forudsætter tilmelding til de respektive boligforeningsrepræsentanter.

Tilmelding

Tilmeld dig hos din repræsentant for boligforeningen senest en uge før arrangementet. Din tilmelding er bindende.

Bemærk: arrangementet er kun for beboere fra Sønderborg-områdets 6 boligforeninger.

  • Boligforeningen B42
  • Boligforeningen SØBO
  • Boligselskabet Danbo
  • Sønderborg Andelsboligforening
  • Gråsten Andelsboligforening
  • Nordborg Andelsboligforening

Cookiepolitik