Sønderborgs førstemand til klimatopmøde i Glasgow

Borgmester Erik Lauritzen fortalte på C40 klimatopmødet i Glasgow om Sønderborgs klimaerfaringer.

Af ProjectZero

Sønderborg Kommune var blandt de første, der lavede en DK2020-klimahandlingsplan og borgmester Erik Lauritzen fortalte om erfaringerne i forbindelse med FNs COP26 klimatopmøde i Glasgow den 2. november 2021.

Erik Lauritzen deltog i Glasgow i C40-debat modereret af Jesper Nygård, adm. direktør for Realdania. Fotocredit: Realdania
 

Borgmester Erik Lauritzen havde skiftet Sønderborgs rådhus ud med Glasgows, da han talte om de store klimaindsatser, som Sønderborg allerede har iværksat – foran en sal fuld af kolleger fra blandt andet Stockholm, Paris, Bogota, Athen, Phoenix i USA og Dhaka i Bangladesh. 

DK2020 har styrket Sønderborgs allerede ambitiøse klimaindsatser

”På trods af vores relative lille størrelse – Sønderborg er en kommune med 75.000 indbyggere – er vi kommet enormt langt på klimaområdet. Først med ProjectZero, som er et offentligt-privat klimapartnerskab i Sønderborg, og i 2020 suppleret med DK2020. Vi har reduceret vores samlede CO2-udledning med 52 procent siden 2007 og har engageret vores borgere og virksomheder i at tænke mere energi-effektivt. Vi har implementeret grøn fjernvarme, solcelleparker og vindenergi. Vi samarbejder med det lokale landbrug om at omdanne deres affald til biogas, vi har omdannet offentlige busser til at køre på grønt brændstof, og børn i vores lokale skoler har bæredygtighed på skemaet. Vi er godt på vej, men med DK2020 har vi udfordret os selv yderligere og skærpet de klimaplaner, der allerede var skrevet for Sønderborg. Med DK2020 har vi øget et allerede højt ambitionsniveau,” lød det fra Erik Lauritzen, borgmester i Sønderborg. 
 
Sønderborg trådte sammen med 19 andre danske kommuner i 2019 ind i DK2020-klimaplatformen, på opfordring af Realdania og var sammen med Samsø den første kommune, som i juni 2020 fik godkendt sin DK2020-klimahandleplan af C40 og Concito. 96 danske kommuner har allerede udarbejdet en DK2020-klimahandleplan eller er godt på vej i processen.

Ved at samarbejde, når vi alle hurtigere i mål

”Med DK2020 står de danske kommuner på det samme fundament, bruger de samme redskaber og måler på samme måde. Det har gjort en stor forskel til det bedre. Det gør det lettere at samarbejde og dele erfaringer, men vi konkurrerer også – på den gode måde – ved, at vi støtter og presser hinanden til at gå længere og gøre det endnu bedre. Dermed har DK2020 gjort kommunernes klimaarbejde væsentligt mere ambitiøst. Og DK2020 har gjort vores position som kommuner stærkere. Med 96 kommuner, der arbejder mod at opfylde målene i Paris-aftalen, står vi også stærkere, når det kommer til at stille krav til vores politiske kolleger på Christiansborg om at sikre bedre rammer for implementeringen af vores klimaindsatser,” fortalte Erik Lauritzen.

17. november 2021

Se borgmesterens tale her

Du kan se borgmester Erik Lauritzens tale her.

Om DK2020-platformen

DK2020 giver danske kommuner mulighed for at løfte det lokale klimaarbejde til international best practice. Gennem forløbet får kommunerne rådgivning og sparring til at udvikle en ambitiøs lokal klimahandlingsplan, som viser vejen til netto nul-udledning for kommunen som geografisk område senest i 2050, og som viser, hvordan kommunen vil tilpasse sig klimaforandringerne.

Kommunerne arbejder med den samme standard for klimaplanlægning, som anvendes af nogle af verdens største og mest ambitiøse byer i det internationale bynetværk C40. Med DK2020 er det første gang, C40’s internationale standard ’The Climate Action Planning Framework’ (CAPF) bliver brugt og videreudviklet til brug i mindre byer og kommuner. Dermed er DK2020-kommunerne med til at skrive historie i kampen mod klimaforandringer.

Læs mere om status for DK2020-platformen her.


Jesper Nygård, adm. direktør for Realdania, fra C40-talerstolen i Glasgow. Fotocredit: Realdania.

Cookiepolitik