En række af de fremmeste forskere inden for denne emnekreds bidrager til webinarerne, der er tilrettelagt og hostes af Skærtoft Akademi, der er projektpartner i Positively Produced.
Webinarerne afvikles gennem hele 2021 som halvtimes inspirationsmøder med tre webinarer i hver af ugerne 10, 15, 37 og 40. De henvender sig til alle, der interesserer sig for den grønne omstilling i fødevaresektoren, som underviser i bæredygtighed, eller som blot er interesseret i at vide mere om at spise klimavenligt.
Marie-Louise Risgaard er moderator på webinarerne, som afvikles på engelsk via Zoom. De starter alle dage kl. 15.30 med en miniforelæsning på 20 min., hvorefter der er afsat 10 min. til spørgsmål fra deltagerne vedr. dagens tema.
Datoer og program for i de seks webinarer, som afvikles i foråret 2021, er:
Tirsdag den 9. marts: Krise for klima, biodiversitet og fremtidens mad
v. Thomas Bjørneboe Berg, PhD, seniorforsker, NATURAMA
Overgange mellem geologiske perioder har fem gange tidligere ”ryddet bordet” gennem masseuddøen. Den femte i rækken kostede dinosaurerne deres storhedstid. Nu er den 6. masseuddøen i fuld gang drevet af klodens hidtil mest ekspansive art, os mennesker. Vi er dømt til at indse nødvendigheden af at ændre kurs, ikke kun for kommende generationer, men også for naturens dynamik til glæde for biodiversiteten, vores mentale sundhed og samfundsøkonomien.
Onsdag den 10. marts: Partnerskaber er vejen frem, hvis vi skal have mad til alle
v. Steen Hildebrandt, professor, formand f. 2030 panelet
Det moderne samfund er splittet ad i kasser, siloer, søjler, brancher, fag mm. Det er godt og det er stærkt problematisk. Godt, fordi den enkelte person, virksomhed, branche mm kan fokusere og specialisere. Problematisk, fordi man bliver sig selv nok, man isolerer sig, man kører sit eget løb. Partnerskaber er en vej til at høste fordelene ved specialisering og fokusering samtidig med, at man samarbejder, deler viden, ser og arbejder med større helheder.
Torsdag den 11. marts: Skal vi spise mere grønt, skal det smage godt
v. Ole Mouritsen, professor, KU, kogebogsforfatter
Vi skal spise mindre kød og mere grønt, — 500-600g om dagen. Problemet er nu, at det grønne mangler de grundsmage, især umami, vi evolutionært er betinget til at eftertragte. Så spørgsmålet melder sig nu, om vi kan lave så velsmagende mad af grønt, at vi i længden kan holde ud at spise mere og mere forskelligt grønt. Jeg kommer med et par bud som svar herpå.
Tirsdag den 13. april: Frugtbar jord: godt for klima, biodiversitet og sund mad, der smager
v. Per Kølster, MSc, formand, Økologisk Landsforening
Onsdag den 14. april: Hvordan undgår vi madspild?
v. Niels Heine Kristensen, professor, RUC
Torsdag den 15. april: Hvordan kan rester fra fødevareproduktion blive til nye produkter?
v. Lene Lange, professor, LLa-BioEconomy
Tilmelding til webinarerne skal ske til Hanne Risgaard på hanne@skaertoft2.dk.
Deadline for tilmelding er kl. 16 to dage før de enkelte webinarer afvikles.