Niko klar til grønne investeringer

Niko leverer produkter, som bidrager til reducering af CO2-udledning fra Sønderborgs boliger og virksomheder. Nu tager Niko yderligere fat på sin egen udledning. Niko er blevet screenet for investeringsmuligheder og får dermed overblik over sine handlemuligheder.

Af Jens Christian Moltke-Leth

Lysstyring bidrager til reduktion af energiforbruget, og dermed CO2-udledningen. Dette har Niko meget erfaring med idet de hjælper deres kunder med at reducere forbruget.

Niko udvikler produkter, som skal hjælpe borgere med at holde styr på sit energiforbrug. Blandt andet via det, der kaldes et ”Smart Home” system, som kan holde styr på, hvornår det er bedst at benytte sin egen strøm fra eksempelvis solceller. Der er derfor meget fokus på komfort i Nikos løsninger.

Niko leverer også til virksomheder, som ønsker at have lysstyring og sensorer til at nedbringe unødige brugte kWh.

Behov for løbende udvikling

Niko har selv i lang tid været en del af ZEROcompany, hvilket viser, at de tidligere har foretaget investeringer, som har ført til CO2-redutkioner. Nu ønsker Niko at spare yderligere.

Niels Christensen, Country Director Niko Nordic, fortæller, “Vi har tidligere optimeret vores forbrug for at spare på vores CO2-udledning, men tiden har udviklet sig meget siden, og der er sket meget, så nu er det på tide, at vi kigger nærmere på, hvordan vi kan spare mere” og fortsætter, ”Det er jo en kontinuerlig proces, så selvom vi tidligere har sparet, betyder det jo ikke, at vi er færdige med at tænke grønne tanker.”

Niels Christensen fortæller yderligere, at det ligger i Nikos DNA, qua de produkter de producerer, at tænke og agere grønt. Samtidigt vil de gerne være med til at gøre opmærksom på det ansvar, der ligger på virksomhederne med henblik på at reducere CO2-udledningen, hvis målet om et CO2-neutralt Sønderborg i 2029 skal indfries.

Ikke mødt med krav, men hvorfor vente med sætte ind?

Niko er endnu ikke blevet mødt med krav fra kunderne om at dokumentere virksomhedens egen CO2-udledning, men Niels Christensen fortæller, at de ikke vil vente til nogen beder om det, men derimod at være med til at sætte udviklingen i gang.

Niko har derfor fået Scanenergi til at foretage en gennemgang af virksomheden og pointere optimeringsmulighederne. Derudover, vil virksomhedens CO2-udledning blive kortlagt, således man har et udgangspunkt for sine potentielle besparelser.

Den endelige rapport forventes at ligge klar før sommerferien, hvor der efterfølgende vil igangsættes investeringer, således Niko både reducerer energiforbruget og CO2-udledningen.

12. maj 2021

Cookiepolitik