Flere giver tilsagn til fjernvarme i Adsbøl

Flere og flere får fjernvarme, viser en ny opgørelse fra Dansk Fjernvarme. Fjernvarme er den billigste opvarmningsform i forhold til både naturgas og olie, og heldigvis er der i Sønderborg-området gode muligheder for, at omstille sin opvarmningsform til fjernvarme. Udover at være en billig kilde til varme, er det også en grøn varmekilde, hvilket bidrager til Sønderborg-områdets vision om at være COneutral i 2029.
 

Af Charlie Lemtorp

I Gråsten udvider man løbende og netop i Adsbøl har borgerne fået en ekstraordinær mulighed for at vælge fjernvarme. Når sådan en mulighed for en lille landsby som Adsbøl, byder sig til, bør man som landsby stå sammen og vælge denne form for varme.

Flere ejendomsmæglere, som f.eks. Bjarne West Hansen, indehaver af Nybolig i Sønderborg, oplever en efterspørgsel hos købere på den stabile og komfortable varme som fjernvarme giver. Bjarne West Hansen fortæller endvidere, at når en bolig har fjernvarme øger det, som den eneste varmekilde, boligens værdi med omkring 50.000 kr.

En af Adsbøls boligejere, som ønsker fjernvarme er Jesper Sørensen; ”For mig er fjernvarme en naturlig afløser til vores nuværende varmekilde. Der findes nok ikke en nemmere løsning. Når vi først har valgt fjernvarmen, er det jo totalt risikofrit. Vi har en engangsinvestering og herefter løser fjernvarmen udfordringerne omkring varme. Jeg tror vi alle på et tidspunkt har prøvet at mangle varme og løse problemet selv, evt. med hjælp fra en vvs-installatør. Når vi står sammen i Adsbøl, sender vi samtidig et signal til omverdenen om en landsby i fremdrift med et stærkt fællesskab.”

Er du også interesseret i fjernvarmens muligheder i Adsbøl, har du mulighed for at møde Sønderborg Varme, onsdag d. 19. maj kl 16.00-21.00 i klubhuset, hvor du kan drøfte dine konkrete muligheder.

 

Fjernvarmen slår naturgassen og olien på prisen

Fjernvarmen slår ikke kun naturgassen og olien på antallet af husstande der opvarmes, men også på prisen. Ifølge Sønderborg Varme koster det i gennemsnit ca. 8.593 kr. årligt at opvarme et ”standardhus" på 130 m2, og et årligt varmeforbrug på 18,1 MWh med fjernvarme.

Et tilsvarende hus koster ca. 21.119 kroner at opvarme med olie, og ca. 12.689 kroner at opvarme med naturgas.


Ellen og Hans Christian Andersen har boet på Birkevej i Adsbøl siden 1974. De ønsker fjernvarme, primært fordi deres naturgasfyr har nået en alder, hvor det snart skal udskiftes. Hans Christian Andersen fortæller også, at de med deres hus på 148 m2, bruger ca. 1500 m3 gas, og fremover vil det kun koste 10.250 kroner i fjernvarme. Det koster så også 250 kroner om måneden, at komme med på fjernvarme, men der er stadigvæk 2.000 kroner i overskud. Hans Christian Andersen vil, som flere andre fra Adsbøl, komme rundt i byen og opfordre andre til også, at bakke op om fjernvarmen. Han hustru, Ellen Andersen, supplerer: ”Vi ved alle, at det er svært at sælge huse her i byen, og når vi engang skal sælge, må det gerne være mere attraktivt. Og det mener jeg, at det bliver med fjernvarme i byen.”


På Sønderborg Varmes hjemmeside kan du beregne hvad fjernvarme vil koste for dit hjem. 

12. maj 2021

Status på forhåndstilmeldinger

Sønderborg Varme har opnået 22% bindende forhåndstilmeldinger.  

Ved 50% bindende tilmeldinger kommer der fjernvarme til Adsbøl.

Cookiepolitik