Dyb renovering gav tilflyttere drømmehuset

Den smukke natur, familien og Sønderborgernes venlige og imødekommende væsen, fik Marianne Albers, sammen med sin familie til, at flytte fra København tilbage til Sønderborg. Familien Albers gav en bungalow med en attraktiv beliggenhed en stor renovering, og huset blev dermed til deres drømmebolig.

Af ProjectZero

For Marianne Albers og hendes mand har huskøbet og en efterfølgende gennemgående renovering, på alle måder været en positiv oplevelse, som nu har resulteret i, at familien har et ønskehjem - både arkitektonisk, komfortmæssigt, og ikke mindst energimæssigt. 



Familien har foretaget en totalrenovering, herunder bl.a. nyt tag, isolering, vinduer samt luftudskiftning i udvalgte rum og ændring af alle rum. "Renoveringen har stået på fra 1. september til 1. marts, hvor vi fra starten var blevet informeret, at vi kunne flytte ind den 1. marts og det kunne vi heldigvis også", fortæller Marianne Albers. Hun glæder sig også over, at Bolig og Byggeri fra Sønderborg Kommune, har været nemme at arbejde sammen med. "Da vi skulle sløjfe den ene lejlighed i forhold til kreditvurderingen, fik vi overraskende hurtigt svar - faktisk allerede samme dag", fortæller Marianne Albers.

Christoph Höflich, der har været rådgiver på renoveringen, fortæller om de klassiske udfordringer boligen fra 1946 havde. Der var bl.a. problemer med kuldebroer, udluftning samt statiske udfordringer, da flere indvendige vægge var fjernet.