Af ProjectZero
Som det fremgår i den seneste monitoreringsrapport, er det særligt boligejerne og boligforeningerne, der har bidraget positivt til CO2-reduktionerne i Sønderborg-området i 2020. Boligejerne har for alvor sat gang i energi-renoveringerne og skiftet gas- og oliefyret ud med fjernvarme og varmepumper. Ligesom områdets boligforeninger har opsat solceller og gennemført store energirenoveringsprojekter, så der spares CO2, samtidig øges komforten, indeklimaet forbedres og boligerne opnår en vedvarende og grøn energiforsyning.
Når Viola Jensen og Arne Bjerringgaard Jensen har fået solceller, producerer de nu deres egen strøm når solen skinner. Arne Bjerringgaard Jensen fortæller om familiens overvejelser: ” For os giver det helt klar mening at købe solceller. Vi får ingen renter for de penge vi har i vores pengeinstitut, men det gør vi nu ved hjælp af solcellerne”.
Solceller betaler sig
Arne Bjerringgaard Jensen har kontaktet ProjectZeros energikonsulent, Charlie Lemtorp, for at forhøre sig om økonomien i solceller. Det kunne jo være, at det betalte sig at investere i egen energiproduktion. Tilbagemeldingen var en klar anbefaling til ægteparrets investering i solceller, blandt andet fordi de har et relativt højt elforbrug, særligt i sommermånederne og ikke behøvede at låne til investeringen.
Som sagt så gjort. Efter telefonsamtalen bestilte Arne Bjerringgaard Jensen solcellerne ved NH Jespersen. Solcellerne er placeret øst/vest fremfor det traditionelle stik syd. At solenergien fordeles hele dagen, kan vise sig at blive en god forretning.
For Arne Bjerringgaard Jensen er det sund fornuft at være en del af den grønne omstilling; ” Vi bør alle bakke op om den grønne omstilling vi er i gang med. Det er jo både vores, vores børn og børnebørns fremtid vi kigger ind i”. Arne Bjerringgaard Jensen sammenligner det lidt med at gå på pension. Her kunne de fleste ikke drømme om at aflevere noget halvt og det skal vi heller ikke gøre til vores børn, børnebørn og de kommende generationer.
Derfor startede ægteparret også deres klimarejse tilbage i 2002, hvor de sendte oliefyret på pension, efterisolerede vægge og lofter, udskiftede vinduer, udskiftede bilen til en mindre og mere miljørigtig bil.
Når vi læser i Roadmap 2025, fremgår solceller som en af de løsninger der regnes med. Solcellerne, som gerne skal være tagintegreret, primært på grund af arkitekturen, vil bidrage med en reduktion på 3.500 ton CO2.
Næste etape for landejendommen ved Drejet
Arne Bjerringgaard Jensen fortæller allerede nu at de næste projekter der arbejdes på, er en tagventilator, der skal producere strøm, ved hjælp af vinden og bruges som el-supplement til solcellerne. Arne Bjerringgaard Jensen er også begyndt at kigge på varmepumper, der skal erstatte pillefyret.