Mr. Bolius på inspirationstur i Sønderborg

Boligernes energiforbrug er igen kommet højt på den politiske dagsorden – og erfaringerne med energirenovering og skrotning af gas- og oliefyr tiltrækker stor interesse fra nær og fjern.

Bliv klogere på din bolig, have og alt derimellem. Hos Videncentret Bolius får du uvildig og gratis viden om byggeri, renovering, indeklima og meget mere. Sådan skriver Bolius på sin hjemmeside. Men hvor henter Bolius selv sin inspiration og viden?

Ulrik Heilmann, alias Mr. Bolius, og Henrik Dahlerup, Bolius-projektleder, besøgte primo juni 2021 Sønderborg med henblik på selv at blive inspireret af de siden 2009 igangsatte klima-initiativer målrettet boligejerne.

Af Peter Rathje

Energirenovering står højt på dagsordenen

Energirenovering står højt på Folketingets klimadagsorden, men indsatserne forudsætter både viden og motivation. Bolius spiller vigtige roller med hensyn til at inspirere langt flere boligejere overalt i Danmark til rejsen, men har også musklerne i relation til en styrket kommunikationsindsats.

Læs mere om Bolius-inspirationsturen og erfaringerne fra Sønderborg nedenfor.

Mr. Bolius konkluderede efterfølgende "Et særdeles veltilrettelagt program, hvor vi havde møder med medarbejdere fra kommunen, håndværkere og arkitekter samt ikke mindst ProjectZero medarbejdere, gav os et fantastisk godt indblik i den flotte rejse Sønderborg med ProjectZero har været igennem de seneste 10 år."

Projektleder Henrik Dahlerup og direktør Ulrik Heilmann fra Bolius sugede den omfattende Sønderborg-viden til sig med henblik på at bearbejde den i relation til et kommende projekt.

Kommunen spiller vigtige roller

Kommunen spiller vigtige roller, når boligejerne skal motiveres til energirenovering og skrotning af gas- og oliefyr. Tina Callesen fortalte med budskabet ”kom ind, vi hjælper Jer” gæsterne om hvorledes kommunen dagligt vejleder boligejerne med renoverings- og byggeovervejelser i Kvik-cafeen. Carl Erik Maae fortalte om koordinerede indsatser ude i områdets 36 landdistrikter, hvor der pt. er stor interesse for at etablere fælles varmenet-projekter, som erstatning for individuelle olie-, gas- og træpillefyr. Marie Grove Ingildsen fortalte gæsterne om, hvordan en fælles varmeplan-proces med områdets forsyningsselskaber m.v., sikrer fælles billeddannelse på udfordringer og muligheder og pt. er med til at udvikle nye fjernvarme-områder i periferien af både Sønderborg og Nordborg.

Arkitekten, håndværkeren og ejendomsmægleren

Områdets ejerboliger er opført over mere end 200 år og hvert årti har sine energiudfordringer, som afspejles i bygningens energimærke. Det kan heldigvis forbedres med mere hulmursisolering, ny grøn varmekilde og installationer, loftsisolering og nye energivinduer, fortalte Charlie Lemtorp, ProjectZero, som selv har besøgt knap 1.600 boligejere i Sønderborg, for at vejlede om energieffektivisering, varmekilder, solcelleanlæg og adfærd. Energivejledningen har skabt tryghed hos boligejerne, men er nu en ydelse som man kan købe for ca. 4.000 kr. hos energikonsulenter. Et energimærke koster i Sønderborg ca. 5.500 kr og pengene er godt givet ud.

Brug arkitekt når der skal tænkes nye funktioner, nye rum eller større ombygning. Arkitekten kan også hjælpe med at bevare overblikket, prioritere indsatserne og værne om bygningens præg/udtryk fortalte Jørn K. Andreasen, JKA Arkitekter i forbindelse med et pitstop på Damgade.

Vær åben og lyt til håndværkernes ideer og erfaringer, supplerede Bjarke Fynsk fra Fynsk & Søn, der lige som områdets øvrige håndværkere ligger vandret med fyldte ordrebøger.

Henning Brock, Home-ejendomsmægler, anbefalede at boligejerne tænker i helheder og sørger for at boligen vedligeholdes i en god stand. Vinduerne er ofte en god indikator for dette. På varmeområdet, rimer både fjernvarme og varmepumpe-løsninger på den moderne boligkøbers krav.


Fototekst: Anja Mølgaard Jensen, Danske Bank og Ulrik Heilmann, Bolius

Pengeinstitutterne bakker op

Nis Peter Thyssen, filialdirektør i Danske Bank, og Anja Mølgaard Jensen fortalte gæsterne om bankens ”Den grønne bank” ambitioner og hvordan Danske Bank bidrager til at inspirere og gøre det nemt for deres boligejer-kunder at træffe de rigtige valg, både gennem økonomisk rådgivning, energivejledning og online-selvservicering på www.energihjem.dk.

Elbilerne banker på og Danske Bank bakker pt. op med nul-rente lån.

Nye kompetencekrav til fremtidens håndværker

EUC Syd har bæredygtighed og Verdensmål i sit DNA – og har siden 2011 uddannet knap 200 energivejleder håndværksmestre i Sønderjylland, heraf knap 100 i Sønderborg-området. Ifølge Jan Kleemann, afdelingschef på EUC Syd, stiller udviklingen nye kompetencekrav til håndværkerne, det gælder ikke kun tekniske kompetencer, men også evnen til at kunne tale ind til klima med de rette løsninger og et styrket samarbejde på arbejdspladser og med øvrige interessenter bliver de nye succeskriterier i en grøn verden.

På tværs koordinering

En tværgående arbejdsgruppe med repræsentanter fra kommunen, håndværkerne, pengeinstitutterne, byens ejendomsmæglere, erhvervsuddannelser og ProjectZero mødes regelmæssigt for at følge op på de planlagte indsatser, resultaterne og inspirere hinanden til nye initiativer. Morten Vestergaard, underdirektør i Broager Sparekasse er formand for arbejdsgruppen.

9. juni 2021


Læs mere om Bolius her

Vores boliger udfordres af nye krav

Vores boliger tegner sig for knap 40% af energiforbruget og ca. 30% af CO2-udledningen. Boligerne skal energirenoveres med henblik på bedre komfort og indeklima, varmekilderne skal skiftes til enten grøn fjernvarme eller varmepumpe-løsninger, boligerne skal høste solens energi med integrerede solceller på taget, opbevare strømmen med egne batterier, oplade familiens elbiler – og fremadrettet, også bidrage aktivt til både et intelligent energisystem og et bæredygtigt samfund, hvad angår anvendte materialer.

ProjectZeros egen rejse

Boligejernes ProjectZero -erfaringer siden 2009 knytter sig bl.a. til ZEROfamilien (2009), Charlie energivejledningen (2010 – 2016), ZERObyg håndværkeruddannelserne (2014 – 2018), boligejerne klimarejse (2019 - ) og Grøn læseplan i folkeskolen (2014 - ). 

ProjectZeros energivejledning har i perioden 2010 – 2016 inspireret knap 10% af områdets boligejer-familier til at igangsætte store og små energi-renoveringsprojekter. Opfølgningen viser at mere end 60% af familierne efterfølgende har igangsat renoveringsindsatser og investeret gennemsnitligt ca. 150.000 kr. Den uvildige vejledning har suppleret håndværkernes energivejledning og skabt ”energiringe i vandet” overalt i kommunens geografi.

35.000 ton ejerbolig-CO2 skal reduceres frem mod 2025

ProjectZeros Roadmap2025 (godkendt af byrådet ultimo 2018) beskriver hvilke specifikke klimaindsatser som skal realisere samlet 35.000 ton CO2 i områdets ca. 18.700 ejerboliger:

  • energieffektiv klimaskærm, med bedre isolering af gulve, vægge, lofter samt energivinduer
  • skrotning af gas-, olie- og træpillefyr til fordel for fjernvarme – i byer med fjernvarmeforsyning
  • skrotning af gas-, olie- og træpillefyr tl fordel for varmepumpeløsning – udenfor fjernvarmeområder
  • tag-integrerede solceller, når parcelhusets tag alligevel skal skiftes efter 40 – 60 år

Sønderborgs erfaringer med energirenovering af ejerboligerne viser, at opgaven bedst løses i et tæt forpligtende samarbejde mellem lokale interessenter: kommunen, pengeinstitutterne, håndværkerne og ejendomsmæglerne m.v. I praksis handler det om at skabe et samspil mellem knap 1.000 lokale ”interessenter”, som sammen kan vejlede/rådgive boligejerne på deres klimarejse, som ProjectZero har beskrevet i 11-step – fra at blive nysgerrig (step 1), til at igangsætte renoveringen (step 7) til ambitioner om at gå videre med nye renoveringsopgaver (step 11).


Boligejernes 11 step klimarejse er illustreret i ovenstående figur  

Cookiepolitik