Det er skønt at cykle til arbejde, når solen skinner og fuglene fløjter. Men mange af os - selv de ivrigste cyklister - stiller cyklen væk i vinterhalvåret. Og det er en skam! Altså, vi forstår det jo godt: Kulden bider, fingrene er frosne, vejen er glat og det er mørkt både morgen og aften.
Men vintercykling har en masse fede fordele, som vi synes du skal prøve sammen med os. Og midt i en tid med hjemmearbejde, fysisk afstand og aflyste julefrokoster, er der ekstra god grund til at tage cykeludfordringen op, få en masse god motion og fælles aktiviteter sammen med kollegaerne - hver for sig.
Altså: Find din indre viking frem og kør gratis med i den helt nye VI CYKLER TIL ARBEJDE-vintercyklingsuge, som kører for første gang i hele uge 4.
Arbejder du hjemme?
Intet problem! Læs hvordan du cykler med alligevel - og få masser af inspiration til hvor du kan cykle hen i denne guide
Seks grunde til at cykle med:
- Du får god motion efter juleferien
- Du får frisk luft, ny energi og godt humør
- Du har ekstra god plads på cykelstien
- Du laver noget sjovt og sundt sammen med dine kollegaer - på afstand
- Du giver kroppen en tiltrængt pause fra dårlige arbejdsstillinger
- Du kan vinde en fed cykel - og respekt for din seje vikingestil
Vind en sporty og (næsten) vedligeholdelsesfri MBK-cykel
Concept 2Two fra MBK er en nytænkt sportscykel i et retromoderne design. Cyklen kombinerer klassiske og moderne design-elementer, og er samtidig fyldt med vedligeholdelsesvenlige kvalitetskomponenter såsom en komfortabel sadel, behagelige håndtag og 7 indvendige Shimano Nexus-gear. Concept 2Two er ideel til hverdagsbrug gennem byens gader og til fritidsture på landevejen. Vi trækker lod om cyklen blandt alle der har haft mere end en cykeldag. Vinderen får direkte besked og offentliggøres i vores nyhedsbrev og på vores hjemmeside d.5 februar. Værdi: 5.699 kr. Se præmien her
Cyklen er sponsoreret af H.F. Christiansen
Foto: Cyklistforbundet / Mikkel Østergaard
Sådan kommer du med
Det er gratis for alle at cykle med i Vintercyklingsugen 25.-31. januar 2021. Du skal blot samle 2-16 kollegaer på et cykelhold, logge ind og melde jer til her
OBS! Har du ikke været med i september-udgaven af VI CYKLER TIL ARBEJDE, skal du først oprette en profil
Danmarks største motionskampagne
Cyklistforbundet gennemfører VI CYKLER TIL ARBEJDE i samarbejde med biotekvirksomheden Gubra. Kampagnen, der kørte første gang i 1997, får hver år tusindvis af danskere op på cyklerne.
Den klassiske forårsudgave af VI CYKLER TL ARBEJDE kører igen i maj 2021.