Sønderborg Andelsboligforening får støtte til bæredygtighedsprojekt

Med støtte fra Realdania kan Sønderborg Andelsboligforening, Afdeling SAB9 Alsbo nu undersøge, hvordan deres renoveringsprojekter kan udføres mere bæredygtigt. Ny viden, som på sigt skal sætte grønne aftryk i landets almene boliger. 

Af ProjectZero

Projektet, som Sønderborg Andelsboligforening har fået støtte til, er et mindre etageboligbyggeri, som står overfor en traditionel renovering til i alt 42 millioner kroner, som omfatter en totalrenovering med energioptimering, ombygninger samt renovering af de tekniske anlæg samt afløbsinstallationer.

”I SAB er vi meget glade og stolte over, at vort projekt for ’Alsbo’ er blevet udvalgt til støtte fra Fonden Realdania, således at vi har mulighed for at gøre en ekstra indsats for den grønne omstilling af Sønderborg-området. Projektet passer fint ind i den nye ’Energi-og Bæredygtighedsstrategi 2020, som SAB har udviklet indenfor det EU-støttede HAPPI projekt. Sideløbende har SAB udnævnt en række Grønne Ambassadører i  forskellige boligafdelinger, der skal være med til at reducere energiforbruget og CO2 udslippet i boligerne.”, fortæller formanden for SAB, Vivian Engelbredt.

Projektet indebærer, at der skal udarbejdes en bæredygtighedsanalysen som skal vurdere forskellige løsningsforslag ud fra et helhedsperspektiv. Nogle resultater vil derfor være målbare på CO2, andre på forbedret indeklima eller arbejdsmiljø for de udførende, spildevand eller helt andre parametre.

Konkret er det SAB`s afdeling 9 ”Alsbo”, som ligger på hjørnet af Ringgade og Alsgade. Byggeriet er fra 1950 og består af 70 boliger i 5 etager.

”Alsbo” planlægger en gennemgribende energirenovering til i alt 42 mio. kroner med energioptimering af facader og vinduer, ny boligventilation med varmegenvinding, helt nye afløbsinstallationer og en dybtgående renovering af de tekniske installationer, således at energimærket kan hæves fra det nuværende mærke D.

Varmeanlægget ændres, så fjernvarmen føres direkte frem til hver bolig, som får sin egen fjernvarmeunit og sin egen varmeafregning.

I forbindelse med Realdania projektet skal der udarbejdes en bæredygtighedsanalyse, som skal vurdere forskellige løsningsforslag ud fra et helhedsperspektiv, hvor der tages hensyn til blandt andet reduktion af CO2, indeklima, materialeforbrug og arbejdsmiljø for de udførende håndværkere.

Analysen forventes at give SAB og hele Salus Boligadministration nogle værktøjer og procedurer til fremtidige renoveringsprojekter, således at klimatiltag og bæredygtige løsninger kan tænkes ind fra starten.

15. januar 2021

Cookiepolitik