Dennis fik tilskud til sin varmepumpe

Dennis Paulsens naturgasfyr trængte til at blive udskiftet, så da muligheden for at få tilskud bød sig i form af Bygningspuljen, forberedte han sig, så han var helt klar, da puljen blev åbnet d. 15. oktober 2020.

Af Charlie Lemtorp



I naturskønne Stevning, ikke langt fra Linak, ligger der et hjem som netop har givet gasfyret sparket.  

I huset bor Dennis Paulsen, som er en af de heldige der har fået tilsagn fra Energistyrelsen om tilskud til en varmepumpe. Da han hørte om regeringens nye tiltag, med tilskud til energirenovering, var han klar over, at der ville blive rift om tilskudskronerne, og han forberedte sig derfor med tilbud fra et par håndværkere, således han var helt klar når puljen åbnede. Den strategi gav pote, og han modtog som en af de heldige boligejere tilsagn om tilskuddet i november, og allerede i december blev varmepumpen monteret.

For ham er det dog ikke udelukkende det økonomiske aspekt der er afgørende for hans valg af varmekilde, men også at luft til vand varmepumpen er en grøn løsning; ”Det giver da rigtig god mening at gøre varmen mere grøn, og så gør det jo heller ikke noget at det er billigere, siger Dennis Paulsen og fortsætter: "Selve udskiftningen tog 2 dage, hvor vi den ene dag var uden varme.”

Næste projekt for hjemmet i Stevning, bliver nye vinduer, også her vil Dennis Paulsen søge om tilskud fra den pulje som efter sigende åbner i marts. Her er han også klar med et gyldigt Energimærke, som tilskud til vinduer kræver, og tilbud fra håndværkerne.

Valg af håndværker

I Sønderborg-området har mange VVSere valgt at videreuddanne sig til VE installatør, på trods af at det først bliver et lovkrav i forbindelse med tilskud til varmepumpe fra d. 1.4.2021. En af disse lokale VE installatører er Jesper Carlson fra Thybo Køleteknik: ” At være VE installatør betyder at jeg har fået teorien frisket op, og jeg ser nok også på opgaven fra flere vinkler nu. Jeg må dog også indrømme at teorien har ændret sig en del siden jeg var på efteruddannelse sidste gang” fortæller han.
Det var netop også Thybo Køleteknik valget faldt på, da Dennis Paulsen skulle vælge montør. For ham har det været en positiv oplevelse, og han føler i den grad at montøren var professionel, og med en stor viden om dimensionering og placering i forhold til støjgener.

Udover Jesper Carlson har Thybo Køleteknik endnu en VE uddannet installatør, og det glæder Jesper Carlson, at høre om Dennis Paulsens positive oplevelse.

Arkivfoto, Jesper Carlson, driftsleder hos Thybo Køleteknik.

Den rigtige placering af en varmepumpe

Mange er bekymrede for støjgener fra en varmepumpe. Følger du følgende råd, vil eventuelle støjgener minimeres:

  • Hold god afstand til terrasser, stue- og soveværelsesvinduer, både egne og naboers
  • Hold god afstand til skel
  • Undgå placering på garage- eller carporttage, da det kan øge støjen
  • Et blød underlag som fx græs under pumpen dæmper støjen i modsætning til fx fliser
  • Placér evt. imellem bygninger som et skur og et udhus - det dæmper støjen.

Test også gerne den bedste placering på din grund med Energistyrelsens støjberegner.

3. februar 2021

Hvorfor VE installatør?

Målet er først og fremmest at sikre effektive og fejlfrie varmepumpeinstallationer hos boligejerne. Ved at øge kompetencerne i forhold til at sælge, projektere, dimensionere og installere fejlfrie varmepumpeinstallationer bliver man bedre til at sikre kvaliteten.

Du kan finde din VE installatør på ProjectZeros ZEROhåndværkerliste her.

Cookiepolitik