Elbiler er fremtidens transportform

Beboere fra kommunens seks boligforeninger var i højeste grad interesseret i at få informationer om elbiler og ladestandere.  Boligforeninger bakker op om den grønne linje.

Af Ruth Nielsen

Christian Mandrup (DEM) fortalte om, hvordan elbiler kan være med til at indfri verdensmål 7 (bæredygtighed), 11 (bæredygtige byer og lokalsamfund) og 13 (klimaindsats)
 

”Hold jer ikke tilbage med at købe en elbil. Hvilket mærke, det skal være, er ligegyldigt. Der er nogle regler boligforeningen skal overholde i forbindelse med opsætningen af ladestandere. Kontakt jeres administration for at finde ud af de regler der gælder for jeres afdeling og sammen finder vi en løsning”, sagde Brian Larsen, teknisk chef for Salus, den organisation, som omfatter Sønderborg Boligforening (SAB), Gråsten Boligforening (GAB) og Danbo.

Der var også beboere fra de andre tre boligforeninger B42, Søbo og NAB, som ville høre mere om elbiler og ladestandere. ProjectZero, DEM (Dansk Energi Management) og EUC Syd havde sat netop dette emne på dagsordenen i torsdags.

”Der er ingen lyd og det lugter ikke”, nævnte elbil-entusiast Andreas Aupke, Egernsund, to fordele ved at køre elbil. Han er medlem af og elbil-ambassadør for ”FDEL” (Elbilforeningen). Han købte sin første, en Ellert, i 2006; nu har han nummer 4 elbil og er stadigvæk helt vildt begejstret. Han fortalte om sine oplevelser, som (næsten) kun var positive. Han anbefalede på det varmeste en elbil, der ifølge ham, kan bruges til al slags kørsel du har brug for, det vil  også sige de længere distancer på 400 kilometer. Når det er en lang tur til f. eks. Århus, er rækkevidden i bilernes batteri efterhånden blevet så stor, at det kan bilen klare uden problemer. Det eneste, det kræver, er at planlægge hvor ladestanderne ligger på din vej. 

”Det tager 10 sekunder”, fortalte han om at oplade batteriet. Når han er hjemme, sætter han stikket i for at bruge bilen igen næste morgen. På lange ture passer det fint sammen med, at man alligevel har brug for at strække benene lidt.

Siden 2006 er der sket store fremskridt, fortalte han. Ellerten kunne dengang maksimalt køre 50 kilometer, inden den skulle oplades. I dag er det intet problem at køre mellem 250 og 400 km på én opladning, afhængig af batteriets størrelse, fortæller Andreas.

Andreas Aupke roste Sønderborg Kommune for sit grønne engagement. Der er rigeligt med ladestandere rundt om i byen, lidt mindre i resten af kommunen. Alt efter aftalen/abonnementet er prisen for opladning lav set i forhold til prisen på benzin. Driftsudgifter ligger ifølge DEMs folder ”Elbiler det klimavenlige valg” 60 øre billigere per kørt kilometer for en elbil i forhold til en benzinbil.


Andreas Aupke er siden 2006 tilhænger af elbiler. Tilhørere kunne høre om hans oplevelser
 

Desuden må man ikke glemme klimaet. Ifølge DEM udleder en elbil lidt over halvt så meget CO2 per kørt kilometer end  en benzinbil. De nye elbiler får en længere rækkevidde og lader hurtigere op. ”Fremtiden er elektrisk”, som det hedder i ProjectZeros folder ”Elbil Derfor”.

Bilproducenter er ved at fase benzinbiler ud. Ekselmpelvis VW, Volvo og Opel satser på elbiler. I 2030 vil de fremstille 100 % elbiler. Det falder i hak med regeringens udspil om at der i 2030 skal være 750.000 elbiler. 53 % af nyregistrede biler i 2021 til 2029 skal være el- eller hybrid, som Christian Mandrup (DEM) forklarede. I dag er der landet over 4.200 ladestandere (Sønderborg ligger på en femteplads.), i 2030 skal det være 30.000 til 40.000.

Boligforeninger er enige om, at 2 til 3 elbiler deler en ladestander. Når det er på fællesarealet, skal afdelinger være enige om tiltaget; når det er offentlig grund, skal man spørge kommunen, mens beboere der har egen indkørsel til parkering selv kan etablere en ladestander for egne midler.

Generelt kan der siges om elbiler, at de er billige i daglig drift. Strømmen koster mindre end benzin, der er mindre vedligeholdelse og færre servicebesøg.

Under selve debatten blev det tydeligt, at beboerne gerne vil have elbiler og ladestandere, også på deres egen matrikel (ved rækkehus). Beboere og afdelingsbestyrelsen skal bare være enige om, hvad de vil for at få opbakning fra boligforeningen, når det gælder f.eks finansering og drift af ladestandere.

Emnet om elbiler og ladestandere bliver fulgt op den 27. januar 2022 med spørgsmålet ”Hvorfor sætter vi solceller op?” og den 24. februar 2022 med ”Klimabevidst – hvordan”. Dermed ender ”Happi-Arrangementerne”, et treårigt EU-støttet projekt om bæredygtighed og energirigtige renoveringer i kommunens seks boligforeninger.

1. december 2021

Tips til dig der bor i en boligforening

Kontakt administrationen i din boligforening, som kan hjælpe dig med at finde frem til de regler der gælder i din boligforening.

Vejledning til boligforeninger

FDEL (Foreningen danske elbilister) har udformet en liste ved etablering af kollektiv opladning. Der skal bl.a. tages hensyn til:

1) parkeringsforhold

2) forsyningsforhold

3) æstetik og teknik

4) økonomi (etablering)

5) finansiering

6) drift og betaling

7) deling af ladestik

8) beboerdemokrati

9) sideordnet virksomhed

Læs hele rapporten her

Tema: Hvorfor sætter vi solceller op?

Mange boligafdelinger har de senere år fået isoleret deres klimaskærm, nye vinduer, ny varmeautomatik mv. En del etageboliger har også fået solcelleanlæg med batterier til produktion af elektricitet.

Tid: 27. januar 2022, kl.17.00-19.00
Sted: EUC Syd: Hilmar Finsens Gade 18, 6400 Sønderborg

Tilmeld dig hos din repræsentant for boligforeningen senest en uge før arrangementet. Din tilmelding er bindende.

 

Cookiepolitik