Tips til dig som overvejer en elbil


Tips til dig som overvejer en elbil

Salget af elbiler er i en rivende udvikling, hvilket er godt nyt for vores klima og ambitionerne om at nå Sønderborg-områdets fælles CO2-reduktion i 2029. Udviklingen er også tydelig i Sønderborg-området, hvor salget af elbiler år-til-dato udgør 10% af nyvogns-salget[1]. Til sammenligning er landsgennemsnittet 8,8% på det salg af rene elbiler.

Af Anne Branderup

 

Hvordan vælger du den grønne billøsning, der er bedst for dig?

Vores behov er forskellige, nogle har langt til arbejdet, mens andre måske ikke kan lade bilen hjemme, men skal gøre det på arbejdet eller på offentlige veje. Og hvor langt kører sådan en elbil egentlig? Osv. Spørgsmålene er mange og berettiget, for det er en ny måde du fremover kommer til at handle og bruge din bil på. Det kan være lidt af et puslespil at finde ud af, hvad man skal tage højde for, når man køber en elbil. Her er opridset nogle af de emner, der, efter vores mening, er vigtig for dig at overveje som kommende elbilejer:

  • Hvad er dit kørselsbehov – hvor langt kører du hver dag?
  • Hvordan lader jeg min bil op?

 

Hvad er dit kørselsbehov – hvor langt kører du hver dag?

Fabriksnye elbiler i dag kan køre mellem 200 – 500 km på en opladning. Det er væsentligt for dig at vurdere, hvor meget du kommer til at køre pr dag/uge, når du vælger elbil. Ifølge FDM kører danske bilister i gennemsnit omkring 40 kilometer om dagen, hvilket er et kørselsbehov, elbiler let kan dække[2]. Ser vi udelukkende på Sønderborg-områdets bilister, vurderes gennemsnittet at være lidt større, omkring 50-80 kilometer pr dag.

Bemærk også at bilen vil forbruge mere strøm i vintermåneder eller varme sommermåneder, når klimaanlægget skal varme/køle kabinen, ligesom dit kørselsmønster vil påvirke elforbruget.

De fleste elbiler på markedet i dag har desuden en funktion i bilen, som hjælper dig med at planlægge længere ture i forhold til ladebehov.

FDM har lavet en god oversigt over rækkevidden på en række elbiler

Hvordan lader jeg min bil op?

Det er selvfølgelig væsentligt, at du kan oplade din bil, når den mangler strøm. Parcelhusejere har den fordel, at de kan opstille deres egen lader på matriklen. Borgere i beboelsesejendomme har typisk ikke den mulighed og skal finde en offentlig stander. I Sønderborg by findes der på nuværende tidspunkt ca. 17 offentlige ladestandere. Du kan finde et kort over alle områdets offentlige ladestandere og udbydere på dette kort:

Kort over ladestandere i Danmark

kort over ladestandere

Du kan desuden søge mere viden og inspiration om elbiler hos Sønderborg-områdets mange bilforhandlere.

 

Tilmeld dig ZEROnyt og modtag klimavenlige-nyheder hver 14. dag.

 


[1] Periode 01012021-22082021 data fra: Bilstatistik.dk

[2] https://fdm.dk/alt-om-biler/elbil-hybridbil/elbil

 

1. september 2021

Top 5 solgte elbiler i Sønderborg kommune i 2021

1 VOLKSWAGEN ID.4

2 HYUNDAI KONA

3 VOLKSWAGEN ID.3

4 TESLA MODEL 3

5 SKODA ENYAQ iV

*Ny registreringer fra Bilstatistik.dk

40% af nysalget i Sønderborg-området er el- og PHEV-biler

Tal fra juni-august 2021 Bilstatistik.dk.

Elbilen er det grønne valg

Elbilen udgør i forhold til både klimaudfordringerne og fremtidens eldrevne energisystem, den mest effektive transportform for den individuelle transport. I takt med at strømmen bliver 100% CO2-neutral, bliver elbilerne i deres drift også CO2-neutrale.

Plug-in-hybrid-bilen (PHEV) har to motorer, en eldrevet og en benzin/diesel-motor. Bilens motor styrer, at den kører på strøm, typisk på de første 40 – 60 km, og forbrændingsmotoren aktiveres når behovet opstår, fx når batteriet er ved at være opbrugt. Herefter fungerer bilen som en almindelig benzin/diesel bil.

EU Kommissionen meddelte i april 2021 at hybridbilerne, grundet EUs nye taksonomi, ikke kan kategoriseres som grønne fra 2026. Dette vil påvirke bankernes muligheder for at finansiere hybridbiler med billige grønne lån men samtidig styrke det politiske fokus på den rene elbilløsning, med henblik på at realisere Folketingets 70%-målsætning med 750.000 – 1 mio grønne biler i 2030 – med elbiler som den rette løsning.

Cookiepolitik