Hvad kan du bruge dit energimærke til?

Var du en af de mange, som fik udarbejdet et energimærke med henblik på at få tilskud fra Bygningspuljen, men som måtte gå forgæves, og nu venter til næste pulje åbner? Så får du her et par bud på hvad energimærket også kan - udover at være adgangsgivende til Bygningspuljen.

Af Charlie Lemtorp

Energimærkets oprindelige formål er, at hjælpe boligkøbere med energimæssigt, at vælge den rigtige bolig. I forbindelse med søgning af tilskud fra Bygningspuljen til energirenovering, er et energimærke i langt de fleste tilfælde også et krav til dokumentation. Men står du ikke med salgsplaner for dit hjem, og fik du ikke en del af årets første tilskudspulje, sidder du måske tilbage med følelsen af, at være indehaver af et helt ubrugeligt energimærke. Det er dog heldigvis ikke tilfældet, for der er flere ting et energimærke kan bruges til. 

Et energimærke svarer på mange måder til den synsrapport du får udarbejdet på din bil. Den fungerer som en oversigt over din boligs stærke og svage områder, således har du et overblik over, hvor du kan sætte ind for at øge bl.a. komforten, indeklimaet og værdien af din bolig.

Hvor længe er energimærket gyldigt?

Der har været en del forvrring hos boligejere, som på baggrund af Bygningspuljens bekendtgørelse, har fået en forståelse af, at energimærket kun er gyldigt i 6 måneder. Det er ikke tilfældet. Et energimærke er gyldigt i 10 år, og kan dermed også bruges til de kommende tilskudpuljer. Ønsker du at søge tilskud til selve energimærket, må der dog max gå 6 måneder fra det bliver udarbejdet, til tilskuddet skal søges.

Til alle øvrige tiltag kan du anvende dit energimærke, hvis ikke der er sket væsentlige ombygninger.

Ifølge Henning Brock, fra Home i Broager, er det lovpligtige energimærke vigtigt, og det betyder mere og mere for boligkøberne.

Dette illustrerer nedenstående tabel fra energistyrelsen også, sammen med udviklingen af energimærkerne gennem tiden, på trods af de stigende energikrav.

"Energimærkningen levede i mange år en omtumlet tilværelse - fra at være noget irriterende til nu, at være noget meget vigtigt og lovpligtigt", siger ejendomsmægler Henning Brock, home Broager. "Hvis vi har købere ude at kigge på et hus med oliefyr, går der ikke ret lang tid, før de siger, at det er noget af det første, der skal skiftes. Det sker næsten aldrig, at købere af en ejendom med oliefyr fortsætter med fyret."

Bo Laursen fra Factum2 i Gråsten, som udarbejder energimærker, fortæller at husejeren - når der udarbejdes et energimærke – samtidig får en liste over rentable energirenoveringer. Og det er netop denne liste som er særdeles anvendelig, når du som boligejer, vil forbedre dit hjem.

"Ofte vil der være nogle nemme tiltag, som man kan lave, når man nu alligevel skal i gang med at renovere og forbedre boligens energiforbrug og gøre boligen mere attraktiv." siger Bo Laursen.

 

22. april 2021

Hvad er et energimærke?

Energimærket er et dokument, som vurderer bygningens energiforbrug og dermed fortæller hvor energieffektiv boligen er. Bygningen får tildelt en energiprofil på en skala fra A2020 til G, hvor G er det dårligste.

Energimærkets gyldighed varer op til 10 år, og mærket mister sin gyldighed, hvis der bygges om eller foretages ændringer i et omfang, der påvirker boligens energiforbrug. Energimærket kan overdrages til nye ejere inden for den 10-årige periode.

Energimærket er i dag en del af ejendommens salgsopstilling, og det er et krav, at der findes et gyldigt energimærke, hvis boligen skal sælges.

De fleste energimærker i Sønderborg Kommune koster 5500 kroner, og Energistyrelsen har i 2018 fastsat en max pris på 6023 kroner for almindelige boliger og 7227 kroner for en stor bolig. 

Energimærkning i Sønderborg-området

Følgende tre virksomheder fra Sønderborg-området udarbejder energimærker:

Arkitekt Tychsen, Broager, 9320 6030

Botjek, Sønderborg, 7443 6100

Factum2, Gråsten, Gråsten, 4020 2553

Er dit energimærke stadig gyldigt?

Se om du har et gyldigt energimærke på 
www.boligejer.dk 

Cookiepolitik