Beboere vil arbejde for den grønne profil

Lyst, vilje og engagement svævede gennem luften på EUC Syd, da beboere fra Sønderborg Boligforening (SAB) mødtes for at høre nærmere hvad deres frivillige indsats går ud på: at virke som grøn ambassadør for dermed at støtte op om boligforeningens grønne omstilling.

Af Ruth Nielsen

Direktør Peter Rathje (m.) i dialog med Jan Andersen (t.v.) og Andreas Bargmeyer.

Boligforeninger er en vigtig partner

Væggene i Farverihallen på EUC Syd var pyntet med plakater. Ingen af gæsterne kunne tage fejl af hvorfor de var der: at høre nærmere om ”det grønne ambassadørkorps”, som alle boligforeninger i Sønderborg Kommune er i gang med at etablere. Beboere skal være med til at støtte op om foreningens grønne omstilling. De seks boligforeninger energirenoverer 3.300 lejemål for i alt 114 millioner kroner i de kommende år.

Deltagerne mødte smilende og forventningsfulde op. Spørgelysten fejlede heller ikke noget. Det kunne direktør Peter Rathje, ProjectZero, mærke da han holdt et oplæg om kommunens vision, at være CO2-neutral i 2029. Det drejer sig om ”effektiv anvendelse af en vedvarende energiforsyning baseret på områdets egne, grønne ressourcer”. Boligforeningerne er en vigtig partner i at nå målet. De skal reducere deres CO2-udslip med 9.000 tons. Det kan man læse i ProjectZeros ”Roadmap 2025”, som deltagerne kunne tage med hjem.

Fællesskab er deres DNA

Peter Rathje er ikke i tvivl om, at boligforeningerne kan klare denne opgave. ”Det bygger på fællesskab og boligforeningerne er en af dem med det stærkeste fællesskab. Jeres indsats spreder sig”, mente han. Han betegnede ”fællesskabet som foreningens ”DNA”. Og formanden Vivian Engelbredt fra SAB`s hovedbestyrelse, nævnte det samme.

Direktør, Peter Rathje delte ”sparometer” ud. Med den kan deltagerne måle energiforbruget på deres apparaturer, fx vaskemaskinen.

Samfundets ansvar

Formanden fortalte om boligforeningernes ”energi- og bæredygtighedsstrategi 2020”. SAB`s strategi inddrager 7 ud af 17 FN Verdensmål, fordi ”verden skal også være der for vores børn og børnebørn”. Det er hendes og SAB`s drivkraft. Det behøver ikke være de store forkromende løsninger. Hendes kæphest er ”biodiversitet”. Hun har fx beplantet to m2 af sin lille have med engblomster, et pragtfuld syn og et levested for insekter.

Hun sagde, at SAB vil tage samfundsansvar og det samme vil de grønne ambassadører.

Meget aktive deltagere

Derefter overtog Tanja Thuesen fra EUC Syd og Malene Wellendorf fra ”Danish Energy Management”, begge partnere i EU-projektet ”HAPPI”. De tilrettelagde et kursusforløb, som krævede at de kommende grønne ambassadører selv var aktive. Fx var der et kortspil med spørgsmål om deres adfærd, grønne ageren og forhold til boligforeningen.

De skulle også præsentere sig selv. Deres baggrunde er vidt forskellige. Og det giver forskellige kompetencer, som kan bruges i deres indsats som grønne ambassadører.  Også deres motivation for at være talsmænd for klima og miljø afspejlede deres bredt favnende engagement. Nogle vil værne om naturen, andre vil arbejde for det gode fællesskab, gøre en forskel og ”360 grader ting som kalder på opmærksomhed”.

 I små grupper kunne deltagerne lufte deres ideer. (fra v.): Finn Lauridsen, Andreas Greve, Elisabeth Serpina og Brian Skyborg-Møller.

Formålet med projektet ”grønt ambassadørkorps”

Hvad er målet med det grønne ambassadørkorps? Ambassadørerne arbejder for social bæredygtighed, et bedre miljø, lavere energiforbrug, mindre CO2-udslip. De skal gerne dele initiativer med andre, synliggøre deres arbejde og formidle deres viden.

Det var tydeligt at ambassadørerne tog målene til sig. De er parate til at gå i gang for at arbejde for det gode naboskab, og realisere deres ideer, de fandt frem til i små grupper. Ideer var der mange af, fra deleøkonomi og blomstrende grønne fællesområder, fælles arrangementer som havefest, fælles ”grøn”, inddragelse af børn, at tørre tøjet udenfor i stede for at bruge tørretumbler og konkurrencer som katalysator for fællesskabet.

4. november 2020

Cookiepolitik