Fuld fart på ProjectZeros hotline, der hjælper beslutningsklare familier videre med deres klimainvesteringer

Flere end 30 boligejere i Sønderborg-området, der går med overvejelser om energirenovering, har kontaktet ProjectZeros hotline for at få tryghed, når der skal træffes beslutninger om den rigtige energirenovering af boligerne.

ProjectZeros hotline, som er en del af ZERObolig-programmet, blev åbnet i slutningen af april måned og det er Charlie Lemtorp fra ProjectZero, der med sin erfaring fra 1600 energivejledninger til familier i Sønderborg-området, samt et stort lokalt kendskab til bygninger og energiforhold, svarer på boligejernes mange spørgsmål om energirenovering.

Af ProjectZero

ZERObolig fokuserer på at hjælpe Sønderborg-områdets cirka 19.700 ejerboligfamilier på vej til at energirenovere deres boliger. Det er Sønderborg-områdets håndværkere, byggemarkeder, pengeinstitutter, ejendomsmæglere og fjernvarmeselskaber, der står bag ZERObolig.

”Målet er, frem mod 2029, at reducere CO2-udledningen fra områdets ejerboligfamilier med yderligere 50.000 ton CO2 og siden 2010 er der i ZERObolig-regi gennemført knap 1.800 energivejledninger, opsat flere end 1.600 private solcelleanlæg og flere end 1.000 varmepumper i Sønderborg-området”, fortæller Charlie Lemtorp fra ProjectZero, der glæder sig over de mange familier, som gerne vil snakke om energirenovering.

ProjectZeros hotline skaber tryghed

”Det handler om at skabe tryghed hos de familier, der kontakter vores hotline. Vi kan rådgive om konkrete løsninger eller leverandører og med vores store viden om energirenovering, kan man trygt indhente mere viden om, hvordan det påvirker boligen, når man energirenoverer, og så kan vi henvise videre til områdets ZERO-håndværkere, pengeinstitutter og fjernvarmeselskaber, som så kan give et bud på en konkret løsning”, siger Charlie Lemtorp.

Tjek din varmeregning og se om det er tid til energirenovering

Mange af boligejernes spørger ind til om det kan betale sig at gå i gang med en energirenovering af boligen og her kan boligejerne bruge en god tommelfingerregel:

”Er boligen fra før 1977 er der ofte store energibesparelser og komfortforbedringer at hente - og jo ældre og større boligen er, jo oftere vil besparelsen ved en energirenovering være stor. En nem måde at se, om det kan betale sig at energirenovere, det er at kigge på varmeregningen. Er den årlige varmeregning på mere end 15.000 kroner, er der højst sandsynlig en besparelse at hente ved en energirenovering.”, fortæller Charlie Lemtorp.

Boligens opvarmningsform har stor betydning

Husets nuværende opvarmningsform har stor betydning for, hvad der kan betale sig, og hvordan boligen kan opvarmes med grønne energi-løsninger:

”Hvis der benyttes elvarme eller et olie- eller naturgasfyr til opvarmning, kan det udskiftes med grønne varmeløsninger fra varmepumper, solvarme, jordvarme, affaldsbiomasse eller strøm – og bor du i byer er løsningen fjernvarme.”, siger Charlie Lemtorp.

Charlie Lemtorp er uddannet bygningskonstruktør, energimærkningskonsulent og miljørådgiver og har mange års erfaring med projekter, energi, indeklima og driftsoptimering i alle slags bygninger og det er med den baggrund, at boligejerne kan ringe til Charlie Lemtorp og få tryghed ved boligrenoveringsprojekter.

”For mange boligejere er det en barriere at komme i gang med en energirenovering, men det behøver det ikke at være. Tænk blot på at den helt lille energirenovering kan være noget så enkelt og billigt, som at skifte alle lyspærer til LED og slukke for de apparater der ikke anvendes. Så lidt skal der til og så er man i gang.”, siger Charlie Lemtorp.

Kontakt ProjectZeros hotline hvis du er i tvivl eller har brug for et råd

Boligejere kan fortsat ringe til Charlie Lemtorp, alle hverdage fra kl. 9-16, på telefon 53 70 20 15.

20. maj 2020

Ofte stillede spørgsmål.

Skal jeg vælge varmepumpe eller fjernvarme?

Hvis du bor i et område med adgang til fjernvarme, skal du altid vælge fjernvarme og bor du uden for et fjernvarmeområde, så skal du enten vælge en luft/vand varmepumpe eller jordvarme.

Hvilke tilskud kan jeg få?

I øjeblikket kan du få håndværkerfradrag via skat og hvis du vælger en varmepumpe, skal du søge refusion på din elregning og har du ikke gjort det fra start, kan der søges 3 år tilbage.

Hvorfor er min førstesal altid så varm om sommeren?

Ofte oplever man en meget varm førstesal om sommeren, fordi loftet er dårligt isoleret og tagfladen afgiver en stor varmestråling ind i boligen. Her kan en efterisolering med 400 mm isolering være med til at nedbringe varmestrålingen og dermed bliver førstesalen ikke så varm, og man opnår samtidig en varmebesparelse om vinteren.

Hvilket vinduer skal jeg vælge?

Gamle og utætte vinduer holder ikke på varmen og derfor kan det næsten altid betale sig, at udskifte ældre vinduer med energirigtige vinduer, som betyder et lavere varmeforbrug og en bedre indendørskomfort.

 

Bliv inspireret og find svar på ZERObolig siden

Cookiepolitik