Med Corona-krisen blev mange danskeres ferieplaner også ændret, ferien sydpå bliver højst sandsynligt ændret til en ferie derhjemme i mere kendte rammer. Men der er mange aktiviteter man kan tage sig til i det danske sommerland. I denne artikel giver vi et bud på nogle af de mange vandre- og cykelruter, du og din familie kan tage på når kalenderen atter siger sommer – på denne måde får du og din familie mulighed for en aktiv ferie med masser af frisk luft og natur, samtidig med at sommerferien bliver mere klimavenlig.
Gendarmstien – følg grænsegendarmernes fodspor på 84 km smuk sønderjysk natur
Som mange nok ved er 2020 også 100-året for genforeningen, i 1920 betød genforeningen af det sønderjyske med Danmark at grænsegendarmerne igen rykkede sydpå for at patruljere på Gendarmstien. Udover dens spændende historie, byder Gendarmstien også på afvekslende natur med både skove, moser og enge.
Du og din familie kan sagtens vælge kun at gå et stykke af ruten, du kan finde forskellige forslag her (https://www.gendarmsti.dk/da/se-kort). Hvis I ønsker at opleve Gendarmstien på cykel, kan dette også lade sig gøre, dog skal man være opmærksom på at der er cykling forbudt på enkelte strækninger. Har I ikke lyst til at trække cyklen findes der også en alternativ cykelrute på Gendarmstien, denne kan findes her (https://www.gendarmsti.dk/da/se-kort).
Det er muligt at tage hunden med på vandretur - men husk at tage hensyn til andre vandrere og cyklister.
Har du allerede gået Gendarmstien eller vil du blot opleve noget nyt?
Så kan du og din familie også vælge Alsstien, 64 km, som bugter sig i den alsiske natur. Her venter også en skøn naturoplevelse, langs kyster, marker og skove fra Hardeshøj ved Nordborg, via Nørreskoven og langs Østkysten til Mommark og Drejet på Sydals.
En af de mange marker på Gendarmstien - de små kan også være med på aktiv ferie. Foto: privat.
Fælles for de mange vandrer og cykelruter er at, der er mulighed for at overnatte i shelters, teltpladser, campingpladser, kroer og hoteller på de mange ruter. Det giver rig mulighed for at hvile ud efter en aktiv dag med vandring eller cykling i naturen.
En stor fordel ved cykel og vandreferie er at du selv kan variere den som du vil. Du bestemmer længden af din daglige strækning, hvor du vil hen og hvor du vil sove. Kun fantasien sætter grænser. Samtidig er det en ferieform som giver en masse frisk luft, motion og ikke mindst sparer du CO2 på klimakontoen.