Fremtidens supermarked skal bygges i Nordborg

Danfoss og Brugsforeningen for Als og Sundeved i samarbejde om fremtidens supermarked.

Af ProjectZero

 

Det bliver Brugsforeningen for Als og Sundeved, der skal samarbejde med Danfoss om fremtidens supermarked i Svenstrup tæt ved Danfoss’ hovedkontor. Det bekræfter brugsforeningens direktør, Lars G. Andersen, overfor SønderborgNYT.

Vi har valgt at flytte vores nuværende Fakta-butik fra Havnbjerg til Svenstrup, fordi den nuværende butik er nedslidt. Samtidig vil den nye Fakta-butik ligge perfekt i forhold til det kommende Nordals Ferieresort, som forventes at åbne i 2023”, fortæller Lars G Andersen og tilføjer, at der – udover Fakta-butikken – også opføres en OK-tankstation med tilhørende vaskehal og ladestandere til elbiler.

Danfoss ønsker med samarbejdet at demonstrere køleteknikker og smart anvendelse af energi til såvel køling som opvarmning, og det nye supermarked vil ligge sammen med Danfoss’ andre test- og demonstrationsfaciliteter i Nordborg.

Det er samtidig et vigtigt element i opbygningen af hele Sønderborgs demonstration af, hvordan områdets virksomheder leverer grønne løsninger, der hjælper med at opnå CO2 neutralitet i 2029.

”Brugsforeningen for Als og Sundeved er den helt rigtige samarbejdspartner for os. De har afsæt i det lokale, et godt kendskab til markedet og til kunderne, og så har vi arbejdet sammen i mange år i forbindelse med flere forskellige energirenoverings- og energioptimeringsprojekter i deres butikker”, fortæller Danfoss’ pressechef, Mikkel Thrane, til SønderborgNYT.

Brugsforeningen for Als og Sundeved er Danmarks største brugsforening og driver to Kvickly-butikker, tre SuperBrugsen-butikker, fem Dagli’Brugsen-butikker, tre Fakta-butikker samt 13 OK-tankstationer og fem vaskehaller – alle placeret i Sønderborg-området.

”Vi har arbejdet rigtig godt sammen i mange år, og vi har stor tillid til hinanden. Danfoss har været en gennemgående samarbejdspartner i forbindelse med energirenoveringerne af vores butikker, så det er helt naturligt at skulle arbejde sammen om det nye supermarked i Svenstrup, og det går hånd-i-hånd med vores strategi om at gøre vores butikker så miljøvenlige som overhovedet muligt”, siger Lars G. Andersen.

Brugsforeningen for Als og Sundeved fik i oktober måned sidste år tildelt ZERObutik diplomer til syv af deres dagligvarebutikker for at have reduceret butikkernes CO2-udledning med i gennemsnit 43,42 procent.

Alle formelle godkendelser er på plads, og første spadestik til fremtidens supermarked i Nordborg forventes at blive taget i løbet af sommeren. Det er planen, at dørene til den nye Fakta-butik i Svenstrup åbnes i løbet af sommeren 2021.

15. januar 2020

Brugsforeningen for Als og Sundeved

Brugsforeningen for Als og Sundeved omsætter for mere end en halv milliard kroner, har 18.500 medlemmer, beskæftiger 466 medarbejdere og driver to Kvickly-butikker, tre SuperBrugsen-butikker, fem Dagli’Brugsen-butikker, tre Fakta-butikker samt 13 OK tankstationer og fem vaskehaller.
Brugsforeningen for Als og Sundeved er Danmarks største brugsforening.

SuperBrugsen i Høruphav var den første

I princippet kan alle supermarkeder, der ligesom SuperBrugsen i Høruphav ligger tæt på en fjernvarmedistributør, levere varme fra køleanlægget til borgerne i nærområdet. Den største udgift til at etablere fjernvarme er udgravningen til fjernvarmerørene og så skal der købes en pumpe. Resten klarer køleanlægget.

Løsningen i Høruphav er udviklet i samarbejde med Kellmanns VVS & Blik, Vojens Køleteknik, Sønderborg Fjernvarme, CLEAN og Danfoss.

Cookiepolitik