Sønderborg Ungeklimaråd lancerer spørgeskemaundersøgelse

Ungeklimarådet i Sønderborg har sat sig for at undersøge unges forhold til klima, miljø og bæredygtighed i Sønderborg Kommune. Derfor inviterede ungeklimarådet i samarbejde med Nyt Europa og FN-Forbundet til debataften under titlen: Ungeklimarådet: Kører det efter planen?

Af Ellen Lykkeby Myhrmann

Debataftenen blev åbnet af Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen, her pointerede han vigtigheden af unges inddragelse inden for klima-emner i Sønderborg Kommune og roste ungeklimarådet for deres arbejde:

  • Den indsats I har bygget op gennem det sidste ¾ efter opstarten af EYES-projektet gør, at jeg betragter Ungeklimarådet som en seriøs sparringspartner, og med spørgeskemaundersøgelsen bringer I virkelig noget på banen, som vi som kommune og i ProjectZero kan anvende.

Medlemmer fra Sønderborg Ungeklimaråd præsenterede efterfølgende spørgeskemaundersøgelsen, der er målrettet unge i aldersgruppen 15-29 år, der februar og marts skal rulles ud på skoler og uddannelsesinstitutioner i Sønderborg Kommune. Undersøgelsen spørger bl.a. ind til de unges bekymringer i forhold til klimaforandringer lokalt og globalt og spørger også ind til de unges ønske om inddragelse og engagement, når det gælder klima- og energiplanlægningstiltag i Sønderborg Kommune.

På baggrund af besvarelserne udarbejder ungeklimarådet en rapport, der skal komme med anbefalinger til byrådet og præsenteres i internationale sammenhænge i forbindelse med EU-projektet, "EYES", om netop unge-engagement og inddragelse. Målet er at mobilisere flere unge og skabe en bredere repræsentation i kampen for klimaet i Sønderborg Kommune.

 

11. februar 2020

Medlem af Ungeklimarådet?

For at blive medlem af Ungeklimarådet skal du opfylde følgende kriterier: 

  • Være mellem 15-25 år
  • Være bosiddende, gå på studie eller have arbejde i Sønderborg kommune 
  • Være motiveret til at mødes ca. 1 gang i måneden for at diskutere løsninger på klimaudfordringen 

Hvis det kunne være noget for dig, så skriv til ek@projectzero.dk eller til em@projectzero.dk. Vi svarer også gerne på alle de spørgsmål, som du måtte have. 

Vi ser frem til at høre fra dig. 

EYES

EYES (Engaging Youth In Sustianable Energy Planning) hedder det EU Interreg projekt, som skal være med til at drive de unges ideer frem og samle op på den viden, som der kommer ud af det, så man efterfølgende kan dele best practice med andre kommuner og byer rundt i Europa. 

Som en del af EYES-projektet skal der i Ungeklimarådet også indgå unge fra såkaldte "vulnerable groups", og har altså ikke kun et fokus på et klimamæssigt hensyn, men tager også et socialt perspektiv ved at forsøge at inddrage unge fra udsatte/sårbare grupper i arbejdet med grøn omstilling.

Projektet varer i 2 år, hvorefter Ungeklimarådet fortsætter på baggrund af den viden og erfaring, som man får samlet sammen i løbet af de kommende to år. 

Cookiepolitik