Har du talt klima med din bankrådgiver?

Mange pengeinstitutter tilbyder allerede lån til energirenovering, men nu går områdets pengeinstitutter skridtet videre - de har været på kursus i at italesætte energi og klima i boligen med deres boligkunder.

Af Nanna Winther

Klimaindsatser scorer højt hos både borgere og virksomheder. Folketinget har vedtaget en ambitiøs klimalov og Danmarks CO2-udledning skal sænkes med 70%. Alle skal bidrage, og klima/energi skal tænkes ind i alle handlinger og især boligrenoveringer. ProjectZero´s Roadmap2025 konkretiserer de nødvendige fokusområder og tiltag og sikrer de rigtige løsninger for både boliger i byerne og på landet. Energiforbruget skal reduceres, varmekilderne skal gøres grønne, boligen/bygningen må gerne producere egen strøm/varme og skal kunne modstå fremtidens vejr. Realisering af klimamålsætningerne forudsætter at alle bakker op.

Også pengeinstitutterne i Sønderborg-området spiller vigtige roller i Sønderborgs omstilling. ProjectZero har i samarbejde med bl.a. filialdirektør Dorthe Lykke Jørgensen, Arbejdernes Landsbank i Sønderborg, udviklet et kursusforløb, med henblik på at styrke privatkunderådgivernes inddragelse af energi og klima i boligrådgivningen. Derfor har ProjectZero afholdt kurser for privatrådgivere i Sønderborg-områdets pengeinstitutter i juli og august måned. Her er rådgiverne blevet klædt på til at tale klima og energi med deres kunder.


Charlie Lemtorp, projektleder hos ProjectZero, forklarer at energimærket giver en god oversigt over rentable energiforbedringer.

 

Knap 50 privatrådgivere fra området har allerede været på kursus, hvor de er blevet introduceret til konkrete værktøjer som kan hjælpe med at give boligejerne overblik over boligens energimæssige tilstand og mulige forbedringer.

Jørn Kjeld Andresen, indehaver af JKA Arkitekter, var med til at afholde kurserne og svarede på spørgsmål fra de interesserede rådgivere. For Jørn er bankernes deltagelse vigtig fordi: "Bankerne spiller en vigtig rolle i forbindelse med både huskøb og renoveringer. Køber eller boligejeren skal fra start have input og informeres om muligheden for at energirenovere. Selvom bankerne ikke skal være eksperterne på dette område, er det stadig vigtigt at de får en grundviden omkring de mulige energimæssigetiltag der kan være i boligen."


Der kan være mange penge at spare på energiudgifterne i boligen hvis man vælger at energirenovere.

 

Privatrådgiverne, der deltog fra mange forskellige pengeinstitutter, tog med sig fra kurset hvor vigtigt det er at tale energi og klima med deres kunder i boligsituationer, da der kan være mange penge at spare for en boligejer som alligevel står overfor en renovering af boligen.

Andreas Sahlmann Hansen, kunderådgiver i Andelskassen i Sønderborg fortæller: ”Jeg synes der var mange nye ting jeg ikke var bekendt med og det var rart at få et større indblik i de energi- og klimarigtige løsninger vi kan fortælle vores kunder om når vi rådgiver dem omkring deres bolig. Jeg er bestemt blevet mere bevidst om vigtigheden i at tale energi og klima med mine kunder.”

Også Pritt Plehn, privatrådgiver i Sydbank deltog på kurset og hun nævner: ”Jeg oplever ofte at kunder selv spørger ind til energiforbedringer i deres bolig og jeg er efter kurset blevet opmærksom på at jeg, og mine kunder, hurtigt kan danne os et overblik over mulige energiforbedringer i energimærkningsrapporten.”

Nis Peter Thyssen, filialdirektør for Danske Bank i Sønderborg, deltog på kurset og fortæller hvorfor det er vigtigt at tale klima og energi med sine kunder: "Alt med energi og klima fylder meget i Danske Bank i disse år, og en lang række initiativer er hos os samlet under en paraply vi kalder for "Sund Bolig". So rådgiver i Danske Bank har vi en vigtig rolle i at kunne inspirere vores kunder til at tænke "sund bolig" i stort som småt. Udover at bidrage til hele klimadebatten (og ProjectZero) holder en sund bolig en bedre vurdering den dag man ønsker at sælge boligen, og indtil da sparrer man på de månedlige forbrugsudgifter i en energirenoveret bolig."


Der diskuteres med sidemakkeren.

 

Hvorfor skal du energirenovere din bolig?​

Mulighederne for at rykke boligens energimærke får ofte konkurrence fra ”et nyt køkken eller badeværelse”. Men der er faktisk mange gode grunde til at samtænke indsatserne og energiforbedre sin bolig. ”Hver gang vi flytter energimærket en tak op, har vi en besparelse på ca. 15.000 kr. i driftsomkostninger og et bedre energimærke betyder en højere salgspris” fortæller Charlie Lemtorp, projektleder hos ProjectZero.

  • Når du energirenoverer din bolig, hvad enten du vælger at isolere yderligere, få en grønnere varmekilde eller noget helt tredje, så sparer du penge på dit energiforbrug – det giver et større råderum til sjov med familien.
  • Når du energirenoverer opnår du også en bedre indeklima og komfort, da du kan slippe for gener som træk, kulde og kolde vægge. Et bedre indeklima betyder en sundere bolig for dig og din familie.
  • Når du energirenoverer øges boligens værdi og boligen bliver mere attraktiv på boligmarkedet. Den gennemsnitlige gevinst når man rykker en energiklasse er ca. 50.000 kr.
  • Du bidrager til Sønderborgs klimaomstillingen ved at gøre din bolig mere klimarigtig og bæredygtig, fordi du reducere din boligs CO2 udslip.

 

Er du i tvivl om det kan betale sig at energirenovere din bolig, så er her en række indikatorer som viser om du bruger for megen energi i boligen:

Elforbruget for 2 voksne og 2 børn bør ligge på max. 5.200 kWh svarende til ca. 10.400 kr. årligt.

Bruger du mere end 15.000 kr. på at opvarme din bolig årligt, kan der være besparelser at hente.

Vandforbruget for 2 voksne og 2 børn bør ligge på max. 100 m3 vand, hvilket svarer til ca. 6.400 kr. årligt.

 

Går du med tanker om at renovere din bolig med omtanke for klima og energi? Er det på tide at skifte det gamle oliefyr ud med en grøn varmekilde? Så tøv ikke med at kontakte dit pengeinstitut og hør hvad de kan tilbyde af finansieringsløsninger. 

 

12. august 2020

Er du rådgiver?

Successen fortsætter! For de privatrådgivere som endnu ikke har været på kurset afholdes et sidste kursus mandag, d. 31.08.20, kl. 08.30-10.00. Tilmelding til kurset eller mere information sker ved henvendelse her.

Her gemmer dine penge sig:

Rækken af energislugere er lang – og de kan koste dyrt.

Har du overblik over din bolig?

Totalkredit har udviklet en energiberegner, hvor du hurtigt og nemt kan få overblik over mulige energiforbedringer i din bolig – se mere her.

Kigger du efter ny bolig, kan du bruge DinGeo, hvor du hurtigt kan få overblik over din fremtidige bolig.

På Videncentret BOLIUS hjemmeside kan du selv teste komforten i din bolig – se mere her.

Hvad er din boligs energimærke?

En del boligejere overvurderer deres boligs energimæssige tilstand. En undersøgelse foretaget af Energistyrelsen i 2016, viser at 13 % af husejerne vurderer, at deres boligs energimæssige tilstand er dårlig. Men hele 37 % af boligerne har energimærke E eller værre og er dermed i en dårlig energimæssig tilstand.

Cookiepolitik