Sønderborgs ZERObolig-indsats modtager knap 2 mio. kroner fra EU til at nedbringe ejer-boligernes klimaaftryk

EU har netop bevilliget 250.000 EURO som medfinansiering af Sønderborg-områdets fortsatte klimaindsatser på ejerboligområdet. EU Stronghouse-projektet, som har 18 partnere, bygger videre på Sønderborgs erfaringer siden 2009 og den udarbejdede Roadmap2025, som viser vejen til 50.000 ton CO2-reduktioner.

Af ProjectZero

Ejerboligerne i Sønderborg-området udgør et vigtigt indsatsområde i ProjectZeros Roadmap2025 og nu sættes der mere skub på den grønne omstilling af ejerboligerne, efter at EU har bevilliget knap 2 mio. kroner til projektet ’Stronghouse’, som ProjectZero deltager i sammen med 17 andre europæiske partnere, heriblandt Albertslund, Fredensborg og Roskildekommuner.

Rigtig mange familier er allerede godt igang

Ambitionen er at fortsætte den ZERObolig-rejse, som mere end 5.000 boligejer-familier allerede er påbegyndt med isolering, energirigtige vinduer, solceller på taget, grøn fjernvarme eller varmepumper. Målet er frem mod 2029 at reducere CO2-udledningen fra områdets ca. 19.700 ejerboligfamilier med yderligere 50.000 ton CO2 og det forudsætter et tæt samspil med klimauddannede håndværkere, pengeinstitutter, ejendomsmæglere m.v.

”Jeg glæder mig over EU´s opbakning til Sønderborgs fortsatte ZERObolig-rejse. ProjectZero har god erfaring med EU-programmerne, som både bidrager med både penge og stærke europæiske kompetencer og partnere. Dette projekt rummer masser af muligheder for nytænkning og samarbejde med områdets håndværkere, pengeinstitutter, landsbylaug, skoler og vej-foreninger m.v., som i stærke fællesskaber kan løfte langt mere end hver for sig”, siger ProjectZeros administrerende direktør Peter Rathje, der allerede er godt i gang med at dele Sønderborgs erfaringer med de øvrige deltagende danske kommuner og projektets øvrige europæiske partnere.

EU Stronghouse-projektet bygger på best practice fra bl.a. Sønderborg

ProjectZeros rolle i ’STRONGHOUSE’ er at opsamle ’best practice’ erfaringer på tværs af de mange partnere, som forventes at besøge Sønderborg i forbindelse med næste klimakonferencen på Alsion, som planlægges afholdt ultimo september 2021.

I alt har EU bevilget 3 mio. Euro til medfinansiering af projektet via EU North Sea Region Interreg-programmet og her modtager ProjectZero 250.000 Euro over en treårig periode.

ProjectZero – visionen om den grønne omstilling af Sønderborg-området - blev etableret som et offentligt privat partnerskab i 2007 af Bitten & Mads Clausens Fond, Syd Energi, Sønderborg Kommune, DONG Energy (nu Ørsted) og Nordea-fonden. I 2014 indtrådte Sønderborg Forsyning i partnerskabet.

Siden 2007 er CO2-udledningen i Sønderborg-området reduceret med 38,3 procent. Målet er 100% i 2029 og den i 2018 udarbejdede Roadmap2025 viser vejen til 75% CO2-reduktion i 2025.

Sønderborgs ZERObolig-rejse siden 2009

Energi- og klimarejsen for Sønderborg-områdets ca. 19.700 ejerboliger startede med ZEROfamilie-programmet i 2009, hvor mere end 100 familier lærte om klima- og energi på både skolebænken og i praksis. Programmet viste vejen til at plukke de lavt hængende frugter ved gennem opmærksomhed at spare op til 45% på varmen, vandet og strømmen.

ZERObolig-rejsen fortsatte i 2010 med Charlie-energivejledning, som i perioden 2010 – ca. 2014 blev tilbudt flere end 1.600 boligejere, som kvitterede med de nødvendige investeringer i adfærd, LED-lamper, isolering, energieffektive vinduer, varmepumper, solceller, fjernvarme m.v. Flere end 1.000 boligejere trådte aktivt ind i programmet og investerede gennemsnitligt 150.000 dkk i en mere energieffektiv og komfortabel bolig. Indsatserne bidrag til at skabe/fastholde mere end 100 håndværkerjobs igennem finanskrisen og blev støttet af bl.a. Fornyelsesfonden, Syddansk Vækstforum og EUC Syd.

Erfaringerne blev udvekslet og førte til nye erkendelser i EU Refurb-projektet som i perioden 2015 – 2018 på tværs af 6 lande udviklede nye metoder til involvering af boligejere i energirenovering samtidig med at indsatsen i Sønderborg blev fokuseret på involvering af håndværkere, pengeinstitutter og ejendomsmæglere.

EU ActNow projektet har stillet skarpt på hvorledes en lokal arbejdsgruppe på tværs af lokale aktører kan bidrage til at forstærke de lokale indsatser. I Sønderborg, har arbejdsgruppen 12 deltagende repræsentanter fra lokale pengeinstitu2541417otter, fjernvarmen, ejendomsmæglere, håndværkere, kommunen og uddannelsesinstitutioner. Det var samme arbejdsgruppe som i 2018 identificerede de 5 ejerbolig-indsatser i Roadmap2025 og som efterfølgende har supporteret implementeringen af disse.

20. april 2020

Fakta om EU Stronghouse-projektet

EU Stronghouse-projektet fokuserer på at skabe større interesse og opbakning til energirenovering i private ejerboligfamilier. EU´s ambitioner er boliger som bruger så lidt energi som muligt (nZEB nearly Zero Energy Buildings) og det kan ikke gå stærk nok med at styrke indsatserne på tværs af Europa.

18 partnere har på tværs af Nordsø-regionen ansøgt EU North Sea Region Interreg programmet om 50% medfinansiering af et ambitiøst og nytænkende projekt med et samlet projektbudget på knap 6 mio EURO. Nytænkende fordi projektet bygger på best practice erfaringer hos de 18 partnere, sætter boligejeren i centrum med bl.a. nudging, bygger på involveringserfaringer fra bl.a. IT-branchen, inddragelse af lokalsamfund m.v. Projektet løber over 3 år med start i 2020 og slut i 2022.

I Danmark bakkes projektets fokus på energirenoverings-indsatser op af bl.a. Dansk Byggeri og 3F-fagforbundet.

Roadmap2025 & Stronghouse

Samlet har eksperter vurderet et CO2-besparelsespotentiale på ca. 50.000 ton CO2 i områdets 19.700 ejerboliger frem mod 2029. Roadmap2025 fokuserer på hvorledes boligejer-familierne, håndværkerne, pengeinstitutter, ejendomsmæglere m.v. involveres i at frisætte disse reduktioner, som også skaber bedre indeklima, et bedre energimærke og driftsbesparelser.

Det nye EU Stronghouse-projekt bygger videre på gennem nytænkning og nye metoder at accelerere implementeringen af de 5 Roadmap2025 ejerboligprojekter, som omfatter

  • skabe en energieffektiv klimaskærm med mere isolering, energieffektive vinduer, tætning af vægge m.v.
  • skifte til fjernvarme såfremt du har olie-/gasfyr og bor i byområder med fjernvarme
  • skifte til varmepumpe-løsning såfremt du har olie-/gasfyr og bor i landområder
  • tag-integrerede solceller når du alligevel skifter tag på dit parcelhus
  • spare strøm i boligen med LED-belysning, køb af energieffektive apparater, adfærdsændringer m.v.

Cookiepolitik