Af ProjectZero
Virksomhederne er samlet hos Linak for at udveksle erfaringer på det grønne område.
I sidste uge mødtes en række virksomheder fra Sønderborg-området hos LINAK A/S for at igangsætte et nyt klimaprojekt, hvor virksomhederne mødtes og udvekslede best-practise erfaringer fra deres strategiske og daglige arbejde med at nedbringe energiforbruget i virksomhederne.
Dagen var afsat til at gennemgå Viegand Maagøes energiscreeninger af to af virksomhederne og formålet var at drøfte energieffektiviseringer og virksomhedernes forskellige løsninger, som kunne inspirere virksomhederne til en reduktion af energiforbruget og dermed bakke op om ProjectZero-visionen om et CO2-neutralt Sønderborg i 2029.
Blandt temaerne på mødet var overskudsvarme, elektrificering, minimering af spild og optimering; emner som mange virksomheder kan identificere sig med, som værende mulige fokusområder, når det gælder den lokale, grønne omstilling.
Aksel Jepsen, ProjectZero, fortæller om det kommende 6 måneders forløb, hvor virksomhederne skal mødes over flere omgange.
Hos ProjectZero har det været tanken, at der skal lægges fokus på løbende forbedringer, hvad angår klima- og energitiltag, fremfor enkeltstående projekter:
”Virksomheder som tænker energi og klima ind i alle dens processer kan opnå 15-30 procent mere energieffektivitet end virksomheder, som ikke gør det. Derudover, vil strategier og årsplaner løbende holde fokus på virksomhedernes kontinuerlige forbedringer på energiområdet”, siger projektleder Jens Christian Moltke-Leth, ProjectZero.
Det nye virksomhedsnetværk blandt de store virksomheder vil i deres arbejde have fokus på de 17 verdensmål, udarbejdelse af klimastrategier og CO2-regnskaber, omlægning af forsyningen til vedvarende energikilder blandt andet gennem opbakning til kollektive løsninger for grøn strøm, gas og varme og så selvfølgelig samarbejde om det fælles mål om at blive CO2-neutrale i 2029.
Ifølge ProjectZeros Roadmap2025 skal Sønderborg-områdets store virksomheder frem mod 2025 reducere deres CO2-udledning med 11.000 tons.