Sønderborg vært for international klimakonference

Den internationale klimakonference ’100% Climate Neutrality Conference’ afholdes på Alsion i dagene fra den 30. september til den 2. oktober 2019. Det er Mads Clausen Instituttet, SDU og ProjectZero der arrangerer konferencen, som sætter fokus på teknologiske klimaløsninger og hvad der virker i kommunerne. Sønderborg har med ProjectZero-visionen allerede skabt markante resultater, men hvad skal der til for at få de unge med – og for at byerne kommer i mål med deres målsætninger?

Af Peter Rathje 

I skæret fra skovbrandene i Amazonas, Angola og Den Demokratiske Republik Congo, hvor flammerne omdanner frodige regnskove til gold aske, mødes omkring 200 europæiske klimakonferencedeltagere i Sønderborg, hvor de kan se frem til paneldiskussioner, workshops og inspiration fra internationale talere.

Behov for både løsninger og handlinger

Klimaudfordringerne kræver handling på nationalt niveau, i de enkelte lande og helt lokalt i byerne, hvor samarbejde og fælles ejerskab om både udfordringer og løsninger kan accelerere de nødvendige klimaindsatser og ’100% Climate Conference’ rammer spot-on på disse problemstillinger.

”Det er en løsningsorienteret konference. Vi som universitet kommer ikke med akademiske problemer, men med konkrete løsninger. Og så er der tale om en grænseoverskridende konference, hvor vi fra dag ét har haft held til at få utrolig stærke kræfter fra begge sider af den dansk/tyske grænse med på vognen”, siger leder af Mads Clausen Instituttet, prof. dr. Horst-Günter Rubahn.

Konferencedeltagerne kan se frem til at møde ledende forskere og repræsentanter fra projekterne CITIES, ActNow, RollFlex, Carpe Diem, Energibyerne.dk og ambitiøse ungeklimaråd fra byer i både Danmark og Tyskland.

Konferencen præsenterer den nyeste viden

”Vi har fået sammensat et spændende konferenceprogram, hvor deltagerne får masser af klimaviden og -erfaringer fra både kommuner, virksomheder og forskere og så deltager en af verdens førende klimaforskere, professor Sebastian H. Mernild fra Nansen Instituttet i Bergen, på konferencen. Han var overordnet redaktør på den senest udsendte IPCC klimarapport, og har om nogen det store overblik over udfordringer og muligheder”, fortæller Peter Rathje, adm. direktør, ProjectZero.

Konferencen henvender sig til kommuner, forskere og virksomheder, men interesserede sønderborgenserne kan deltage i eftermiddags klimapaneldebat med Sebastian H. Mernild og de unges ”Sonderborg Youth Declaration”. Paneldebatten finder sted i Alsions koncertsal onsdag den 2. oktober kl. 13.30 – 15.15.

Konferencens gennemførelse er muliggjort med midler fra bl.a. Bitten & Mads Clausens Fond, Linak og Region Syddanmark.

11. september 2019

Invitation til elever

Tilmeld dig her: Tilmelding

Deltag i konferencen

Interesserede virksomheder, forskere og politikere/byudviklere fra byer og regioner, kan tilmelde sig konferencens to-dages program frem til den 23. september 2019 på www.100cn.eu.

Cookiepolitik