Jeg kan tage erfaringen med mig videre

’Jeg føler mig ekstra privilegeret, fordi jeg tager erfaringen fra Sønderborg og ProjectZero med videre og kan trække på alt det, jeg har lært i det praktiske arbejde med klimaspørgsmål’

Af Mikkel Bording

 

Han arrangerer fællesnordisk ungdomsfestival i flere dage for at styrke de unges selvtillid i klimakampen, har knoklet for at skabe et aktivt Ungeklimaråd i Sønderborg og er ikke mindst manden bag ProjectZeros mange initiativer, der har engageret lokale unge og øget klimainteressen i en ny generation. Nu rykker Kasper Wilkens videre til et nyt eventyr som statskundskabsstuderende i København, men han vil fortsat være en af de unge sønderjyder, der tager teten for at redde planeten.

 

”Det handler om at give unge selvtillid nok til, at de rykker sig fra at vide til at handle”.

Sådan forklarer Kasper Wilkens en af hovedpointerne med Youth Summit 2019, der netop har været afholdt i Sønderborg. Som medarrangør skulle den 22-årige sønderjyde sørge for både en masse praktik og et gennemarbejdet program, der gerne skulle være startskuddet til, at ca. 50 unge fra hele Norden ville kunne omdanne deres viden til handling. Og selvom Youth Summit 2019 naturligt handlede meget om klimaet, og rigtig mange af deltagerne allerede er aktive inden for klimadagsordenen, så var ungdomsfestivalen tænkt bredere end klimaet.

 

’Bedre rustet til at gå ud og gøre verden til et bedre sted’

”Vi har med Youth Summit 2019 i Sønderborg haft et ønske om at skabe et fokus hos de unge, der skulle styrke deres selvtillid i forhold til at udvikle og bruge deres viden. Og det er klart, at klimaet selvfølgelig bonner mest ud i øjeblikket, men der er her mere tale om en tankegang, en livsstil, hvor vi forsøger at give de nordiske unge mere selvtillid. Ja, lad os sige ”to empower” de unge til handling! Mange unge – især i de nordiske lande – har stor viden både politisk og i forhold til klima. Vi vil gerne have endnu flere til at bruge al den viden til at udvikle f.eks. reel politik og klimatiltag. Og det kræver mere selvtillid. Det kræver i bund og grund, at de unge tror på, at de kan springe ud i det og rykke fra bare at have viden til også at handle. Det er den vej, vi gerne vil vise,” siger Kasper Wilkens og fortæller, at ungdomsfestivalen bl.a. fik besøg af en veloplagt Hardeep Dhanjal, der er kendt for netop at kunne motivere andre til at kæmpe for deres drømme, tage ansvar for deres egen tilværelse og herigennem udnytte deres fulde potentiale.

”Og ellers var programmet fyldt godt op med fire fulde dage med workshops, pitches og konkurrencer på kryds og tværs krydret med diverse oplæg fra en lang række lokale iværksættere og undervisere fra Syddansk Universitet, Alsion Sønderborg – og selvfølgelig en hel masse unge fra Sønderborg-området, der gerne ville være bedre rustet til at gå ud og gøre verden til et bedre sted,” siger Kasper Wilkens.

 

Ung-til-ung-princippet

Det særlige greb med, at unge inspirerer unge, er på ingen måde nyt. Ung-til-ung-princippet kender Kasper Wilkens ganske udmærket. Ja, faktisk var det med baggrund i den ide, at han i september 2017 blev ansat på ProjectZero. Og det skulle hurtigt vise sig at være en god ide.

”Jeg startede som studentermedhjælper med praktisk arbejde ca. 10 timer om ugen, men der gik kun et par måneder, så var jeg oppe på fuld tid med at inddrage unge i ProjectZeros mange aktiviteter. Med ung-til-ung kunne vi ramme de unge på en hel anden måde i forhold til tiltag til at begrænse klimapåvirkning. Og jeg kan også sagtens mærke, at mit arbejde har smittet af på mine holdninger – og handlinger. Jeg har virkelig gennemgået en rejse. Og den er klart tegnet af mit arbejde hos ProjectZero,” siger Kasper Wilkens, der tydeligt husker en episode på Sønderborg Statsskole, hvorfra han er student, inden han søgte jobbet hos ProjectZero.

”Jeg var oppe i naturgeografi i emnet: klimaforandringer. Og jeg kunne fortælle stolpe op og stolpe ned om alle mulige teoretiske ting. Det gik rigtig godt, og da jeg gik ud af eksamenslokalet, tænkte jeg ikke videre over det. Min eksamen var overstået, og jeg skulle videre i livet. Nu tænker jeg helt anderledes. Jeg er lige flyttet hjemmefra, og det er klart, at jeg er farvet godt og vel grøn af min tid hos ProjectZero,” siger Kasper Wilkens.

’Når du skal bryde en vane, så er det ofte en udvikling’

Det betyder, at der ikke er de helt store planer om, at oksekød og svinekød kommer til at spille nogen større rolle i studentermenuen på Frederiksberg, selvom Kasper Wilkens understeger, at al vane er svær at ændre.

”Ting tager tid. Og når du skal bryde en vane, så er det ofte en udvikling, du tager skridt for skridt. Det er i forhold til det større billede på verdensplan klart, at det ikke betyder alverden, om jeg lige med det samme dropper ko og gris i København eller slukker lyset på badeværelset. Men jeg er sikker på, at det kommer. Det er ikke kun mig, der er begyndt at leve mere minimalistisk. Jeg ser det hos rigtig mange af mine venner. Og det er i den grad en trend i øjeblikket. Jeg genbruger meget mere nu og køber kun de ting, jeg har brug for,” siger Kasper Wilkens og fortæller, at for ham skal ting være funktionelle og give mening, hvis han skal investere i dem, men at det ofte er svært som privatforbruger.

”For hvad skal du lige præcis investere i for at gøre det så klimavenligt og bæredygtigt som muligt? Her kan jeg godt savne, at det bliver langt lettere at gennemskue og sammenligne forskellige produkter. Hvis du f.eks. skal købe nyt tøj, så vil det være en kæmpe hjælp, hvis produktionskæden blev gjort synlig med en form for mærkning, som vi i dag kender det på fødevarer. Ja, jeg ved, at det er nemmere sagt end gjort. Men vi skal i gang med at skabe fundamentet for, at vi som private borgere kan vælge på et mere oplyst grundlag. Det er den vej, vi skal,” siger Kasper Wilkens.

 

Konkrete løsninger på lokalt niveau

De sidste par år har han som en del af sit daglige arbejde for ProjectZero været med til at udstikke præcis den vej ved f.eks. at etablere Ungeklimarådet i Sønderborg, der har til opgave på lokalt niveau at undersøge, hvordan de unge har det med forskellige forslag til bæredygtighed – og herefter bidrage til beslutningsprocessen.

”Klimaudfordringen er selvfølgelig global, men i Ungeklimarådet får vi en gruppe unge til at forholde sig til, hvordan vi konkret ser på løsninger på lokalt niveau. Det kan være gennem en række interviews med andre unge: hvordan har de det med det og det, og hvad vil de være villige til at ofre? Vores opgave er at være realistiske og gøde jorden med ungdommens stemmer, inden byrådet stemmer et forslag igennem,” forklarer Kasper Wilkens og pointerer, at han og de andre unge ikke er helt alene i den proces.

”En stor del af mit arbejde i Ungeklimarådet har bestået i at få tilknyttet et advisory board, der tæller centrale personer med relevant erfaring. Vi har et par stykker fra forvaltningen, en iværksætter, en underviser og en klimaforsker tilknyttet til at hjælpe os. Med sådan et advisory board får vi unge præcis den sparring fra erfarne folk, der gør, at vi forhåbentlig i fællesskab rammer de bæredygtige løsninger i lokalområdet, der er både realistiske og rykker noget,” siger Kasper Wilkens.

 

Klimadagsordenen rykker… også postnummer

Og rykker! Det er også noget, Kasper Wilkens selv gør. Både når det gælder den unge klimadagsorden i Sønderborg-området gennem de sidste par år og lige nu rent geografisk i landet. Om bare et par dage skal den klimaaktive sønderjyde nemlig vænne sig til, at adressen ikke længere er i 6470 Sydals. Nu hedder det 1863 Frederiksberg C, og stillingen som ungekoordinator hos ProjectZero bliver ved samme lejlighed skiftet ud med en tilværelse som statskundskabsstuderende på Københavns Universitet.

”Jeg glæder mig helt vildt meget til at få tid til at fordybe mig og hver dag stå op til tunge teorier og tykke bøger. På den måde er jeg lidt nørdet. Og jeg føler mig ekstra privilegeret, fordi jeg tager erfaringen fra ProjectZero med videre og kan trække på alt det, jeg har lært i det praktiske arbejde med klimaspørgsmål. Siden 8. klasse har jeg vidst, at jeg skulle læse statskundskab. Jeg har altid interesseret mig for især international politik. Og jeg ser virkelig meget frem til at kombinere praktik og teori og være med til at rykke holdningen til klima internationalt. Det er i hvert fald det, der er mit overordnede mål lige nu,” siger Kasper Wilkens og fortsætter:

”Lige nu er det meget tydeligt – tag f.eks. sidste folketingsvalg – at dem, der ikke havde en progressiv klimaagenda, blev straffet. De havde simpelthen læst forkert. Og selvom jeg selvfølgelig også i høj grad ser det skifte fra min professionelle position som ung klimamedarbejder hos ProjectZero, så er det det, der i øjeblikket gennemsyrer alt. Der sker lige nu et skifte. Og det bliver kun endnu mere omfattende i fremtiden,” spår Kasper Wilkens og fortæller, at han, når han har været ude på skoler for at holde foredrag til andre unge om klima, har oplevet en tydelig tendens til, at klimaspørgsmålet også har rykket klasselokale.

Klimaspørgsmålet er blevet bredere

”Det er ikke længere kun hos undervisere i naturvidenskab, at du ser klimaspøgsmålet behandlet. Det er i den grad bredt ud til rigtig mange andre fag. Og ja, selvfølgelig, kan du sige! For det er tydeligt, at den nye generation er helt med på, at den er nødt til at gøre noget nu for at være med til at fremtidssikre, at vi fortsat kommer til at leve i en verden, hvor bærdygtighed er og bliver et tema,” siger Kasper Wilkens, der jo selv tilhører den unge generation – og selvom alt de næste fem studieår ikke kommer til at handle om klimaspørgsmål, så er den unge sønderjyde sikker på, at klima alligevel kommer til at være en absolut topprioritet.

”Gennem mit arbejde hos ProjectZero har jeg fået skabt et rigtig godt netværk, der har betydet, at jeg har været så heldig at få tilbudt et studiejob i den politiske verden. Og det er præcis den type arbejde, jeg drømmer om, når tiden som studerende engang er forbi. Jeg ser tingene holistisk – i et samlet billede – også når det gælder klimaspørgsmål. Og uanset hvem der bliver min arbejdsgiver i fremtiden, så kommer vi helt sikkert også til at forholde os til klimaet. Så ja, næste gang jeg rykker, skal postbuddet måske finde mig i Bruxelles, New York eller et helt tredje sted ude i verden, hvor jeg arbejder med til at politikudvikle og forme klimadagsordenen internationalt,” slutter Kasper Wilkens.     

25. september 2019

Fakta om Youth Summit 2019

Youth Summit 2019 er et nordisk projekt i samarbejde med Sønderborg Kommune og Nordisk Ministerråd, hvor små og mellemstore byer i Norden under overskriften Attractive Nordic Towns er gået sammen for at forsøge at løse problemet med, at flere og flere unge mennesker flytter fra de mindre byer. Sønderborg er en af de større byer i projektet.

Fakta om Kasper Wilkens

Født i 1997

Opvokset på Kegnæs, hvor han har gået på Kegnæs Friskole

Student fra Sønderborg Statsskole i 2017

Er netop flyttet til Frederiksberg

Har siden september 2017 været ungekoordinator og projektmedarbejder hos ProjectZero

Medlem af Sønderborg Ungdomsråd (2017-2019)

Tidligere medlem af Ungeklimarådet i Sønderborg

Medarrangør af Youth Summit 2019

Cookiepolitik