Tænk over dit varmeforbrug og spar penge

Vi er officielt trådt ind i efteråret og er begyndt at gå de kolde tider i møde. Mange har måske allerede tændt for varmen, men der kan være mange penge at spare ved at tænke over sit varmeforbrug og på hvordan man kan spare på varmen.

Af Nanna Winther

 

Det kan betale sig at tænke sig om, når det kommer til varmeforbrug i hjemmet, både for pengepungen men også for at få et bedre indeklima og spare på CO2 udledningen derhjemme. Læs med her og få gode råd til hvordan du kan spare på varmen:

 

Du kan sagtens have forskellige temperaturer i boligens rum. Nogle mennesker kan bedst lide et køligt soveværelse, og i køkkenet kan der ofte sagtens skrues ned for varmen. Men det er vigtigt at huske at lukke dørene mellem rummene, der har forskellige temperaturer, ellers kan den kølige luft gøre det varme rum fodkoldt. Hvis du skruer blot én grad ned for varmen i alle rum, vil det give dig mærkbare besparelser på din varmeregning og have betydning for udledningen af CO2 i din bolig. Det er dog vigtigt, at du stadig har en behagelig varme. Det kan som regel godt betale sig at skrue lidt ekstra ned for varmen om natten. jo længere tid du kan holde en lavere rumtemperatur, jo større bliver varmebesparelsen naturligvis. Som udgangspunkt skal de fleste termostater på radiatoren stå på 3 for at give en rumtemperatur på 20-21 grader. En grad derfra og op betyder ca. 5 procent højere varmeregning. Hver streg svarer til ca. 3 graders temperaturforskel. 

 

For at finde den mest behagelige indstilling kan du prøve dig frem med et termometer. Termometeret skal hænge på en indervæg i ca. 1,5 meters højde. Vent en times tid, efter du har indstillet termostaten - er det for koldt eller for varmt, kan du regulere termostaten igen.

 

Det er termostaten på radiatoren der gør arbejdet og sørger for en stabil temperatur i rummet. Termostaten har en føler, som enten er indbygget i håndtaget eller placeret under eller ved siden af radiatoren. Føleren registrerer, når det bliver koldt, og termostaten sørger så for at skrue op for varmen. Når det er blevet varmt nok i rummet, lukker den derefter ned igen. Undgå at skrue på termostaten for ofte, og lad den gøre arbejdet for dig, det giver en stabil og dermed billigere varme til dig.

 

Den bedste udnyttelse af dine radiatorer får du ved at have alle tændt samtidig. En kold og en brandvarm radiator er dyr i drift, fordi du dermed ikke udnytter varmen i den varme radiator fuldt ud. Lad dine radiatorer hjælpes ad - så udnytter du varmen mest effektivt.

 

En nem måde at du kan tjekke, om du udnytter varmen ordentligt, er ved at mærke efter, at radiatorerne er kolde i bunden og varme i toppen. Da det varme vand løber ind i radiatoren for oven, og det skal helst være lunkent, inden det løber ud igen i bunden af radiatoren. På den måde har du fået masser af varme for pengene.

 

Der kan være rigtig god økonomi i at udskifte gamle termostater. Du bør tjekke om dine termostater virker ordentligt en gang om året. Skru lidt ekstra op, og radiatorerne skal automatisk afgive mere varme. Omvendt skal rummet naturligvis blive koldere, hvis du skruer ned. Tjek og motioner dine termostater et par gange om året og skift de termostater, der ikke fungere længere - så kan du spare en del på varmeregningen.

 

For at få et godt indeklima er det vigtigt at lufte ud "for fulde gardiner" - sørg for gennemtræk ca. 5 min. hver dag. På den måde får du frisk luft ind, uden at møbler og vægge bliver kolde. Men husk at lukke for dine radiatorer imens, så termostaterne ikke skruer helt op for varmen.

 

Fugtig luft er sværere at varme op end tør luft, derfor er det vigtigt for både dit indeklima og varmeøkonomi at du lufter godt ud. Et menneske afgiver i gennemsnit 2 liter vand i døgnet. Det er derfor ekstra vigtigt at få luftet ud i rum, hvor mennesker opholder sig længere tid ad gangen. For eksempel i soveværelset. I forbindelse med madlavning og bad kommer der ekstra fugt - her er aftræk i køkken og badeværelse en rigtig god ide, men du kan også slutte af med at lufte ud i 5 minutter.

Husk at temperaturen ikke må komme under 14 grader indenfor, hvis du vil afværge fugtproblemer i din bolig.

23. oktober 2019

Ved at følge rådene her kan du sænke dit varmeforbrug og få et bedre indeklima

 

 

En passende temperatur

Det er forskelligt, hvor varmt vi kan lide at have det. Men her får du et fingerpeg:

Opholdsrum 21 grader

Køkken 19 grader

Soveværelse 16-18 grader

 

Slip af med fugten - luft ud

I soveværelset

Efter bad

Efter madlavning

Når I er mange mennesker indendørs

Mindst én gang om dagen ved gennemtræk

 

Der er flere penge at spare ved at følge disse simple råd:

Du bør indstille alle radiatorer i samme rum ens og tænde dem alle samtidig. Det er bedre med flere radiatorer der arbejder lidt hver, end én der arbejder på fuld tryk.

 

Du bør sørge for at alle rum i din bolig er opvarmede - men luk døren til et rum hvis du ønsker rummet lidt køligere.

 

Indstil temperaturen på dine radiatorer til 19-22 grader, det svarer til ca. 3 på termostaten, hver ekstra grad betyder en stigning på 5 procent på varmeregningen. 

 

Husk at lukke for alle radiatorer når du lufter ud. Ellers registrerer radiatorerne den kolde luft og begynder at varme op.

 

Cookiepolitik