Sønderborg-butikker hædret med diplomer for deres klimaindsats

Torsdag d. 10/10 fik syv dagligvarebutikker tildelt ZERObutik diplomer for deres indsats med at reducere udledningen af CO2 og energi. I gennemsnit har butikkerne reduceret deres CO2-udledning med 43,42 procent i forhold til deres respektive sammenligningsår.

Af ProjectZero

Det var en stolt direktør for Brugsforeningen for Als og Sundeved, Lars G. Andersen, der torsdag d. 10/10 modtog nye ZERObutik-diplomer til syv af brugsforeningens butikker, som har formået at reducere deres CO2-udledning yderligere:
 
Vi har, fortsat, et stort fokus på energieffektiviseringer og de muligheder, der er tilgængelige for butikker af vores karakter. Derfor er vi løbende meget opmærksomme på, hvor vi kan optimere, spare og reducere, hvilket har gjort, at vi i alle vores butikker har kunne reducere udledningen af CO2”, fortæller Lars G. Andersen, direktør for Brugsforeningen for Als og Sundeved, som ejer de syv butikker.
 
De syv butikker har gennemsnitligt reduceret deres CO2-udledning med 43,42 procent i forhold til deres respektive sammenligningsår. 
 
Af de syv butikker er der hele fire, som går fra et hvidt diplom, som gives for 10-20 procents CO2-reduktion, til et sølv diplom, som tildeles for en reduktion på 30-50 procent. Derudover er Fakta i Kløvercenteret gået fra et hvidt diplom og hele vejen op til et guld ZERO-butik diplom, hvilket tildeles, når butikken har opnået en CO2-reduktion på 50-70 procent. To butikker har trådt et enkelt skridt op ad stigen fra henholdsvis bronze til sølv og sølv til guld. 
 
Brugsforeningen for Als og Sundeved har i lang tid haft fokus på energieffektiviseringer, som har resulteret i, at alle butikkerne er med i ZERObutik-indsatsen. Alle butikkerne i brugsforeningen har gennemsnitligt reduceret udledningen med knap 30 procent. 
 
Vi bakker naturligvis op om kommunens og ProjectZeros vision om at nå et CO2-neutralt Sønderborg i 2029. Vi vil i hvert fald gøre vores for, at det bliver en succes. Kan vi samtidigt forbedre energieffektiviteten i vores butikker, er det jo til alles fordel”, fortæller Lars G. Andersen, Brugsforeningen for Als og Sundeved. 
 
Dagli’Brugsen i Skovby har netop gennemgået en større renoveringen, hvilket har gjort butikken til en af de mest energieffektive butikker i brugsforeningen og netop nu er der en større energirenovering i gang i Dagli’Brugsen i Dybbøl. 

I DR TV AVISEN d. 09/10 kl. 21:30 blev der bragt et indslag fra Sønderborg, hvor Brugsforeningen for Als & Sundeved fremstår. Se det hér (14:58 inde i videoen).

 

10. oktober 2019

Butikker der fik diplom

Følgende syv butikker har gennemsnitligt reduceret deres CO2-udledning med 43,42% i forhold til deres respektive sammenligningsår: 

Dagli’Brugsen, Fynshav
SuperBrugsen, Augustenborg
Kvickly, Nordborg
Dagli’Brugsen, Nybøl
Dagli’Brugsen, Sottrup
SuperBrugsen, Guderup
Fakta, Kløvercenteret 

 

Brugsforeningen for Als og Sundeved

Brugsforeningen for Als og Sundeved omsætter for mere end en halv milliard kroner, har 18.500 medlemmer, beskæftiger 466 medarbejdere og driver to Kvickly-butikker, tre SuperBrugsen-butikker, fem Dagli’Brugsen-butikker, tre Fakta-butikker samt 13 OK tankstationer og fem vaskehaller.
Brugsforeningen for Als og Sundeved er Danmarks største brugsforening.

Fakta om ZERObutik

Hvad kræves der for at blive en del af ZERObutik?

For at blive ZERObutik skal man:

  • Udpege en energiansvarlig i butikken, som sætter spot på energiforbruget.
  • Gennemføre de energirigtige udskiftninger og renoveringer, der er nødvendige for at sikre en reduktion i energiforbruget på mindst 10 %.
  • Dokumentere, at I har gennemført energibesparelserne.
  • Være villige til at offentliggøre jeres indsatser og besparelser på www.ProjectZero.dk til inspiration for andre butikker.

Hvis I allerede nu kan dokumentere en energibesparelse på 10 % eller mere i de seneste år og vil fortsætte indsatsen, kan I blive en del af ZERObutik med det samme.

Cookiepolitik