Hvordan bliver mit feriehus klimavenligt?

Sommer- og fritidshuse er oprindeligt bygget til kun at blive anvendt i sommersæsonen eller i weekender. Med stigende anvendelse som helårsbolig og til udlejning, så udgør fritidshuse er udfordring når Sønderborg-området skal blive CO2-neutral i 2029.

Af ProjectZero

Sønderborg kommune satte sammen med ProjectZero og en række lokale turismeaktører i uge 45 fokus på, hvordan man kan gøre sit fritidshus mere energieffektivt og klimavenligt – uanset om man ønsker at udleje eller selv nyde fritiden i huset.

Mere end 130 fritidshus-ejere deltog i aftenmødet på Alsion, hvor de lagde ører til en række oplægsholdere, der fortalte om nødvendigheden af, at også feriehusene energi- og klimarenoveres.

Sønderborg har en ambitiøs turismestrategi
Direktør Inge Olsen, som har ansvaret for kommunens bæredygtighed bød velkommen.
Vi skal snakke grøn omstilling og energirenovering af sommerhuse”, sagde Inge Olsen og fortsatte:
Og som et ekstra krydderi, så har vi inviteret Karsten Justesen fra Destination Sønderjylland, fordi turismen er vigtig for Sønderborg."

Vi har lige fået Hotel Alsik, et ferieresort på Nordals er på vej, vi skal udvide lufthavnen og vi har Den Kongelige Køkkenhave. Men vi mangler flere overnatningssteder til alle turisterne og her er sommerhuse vigtige. Derfor vil vi gerne have endnu flere til at leje deres sommerhuse ud”, sagde Inge Olsen.

Ferieboligerne skal bidrage til et CO2-neutralt Sønderborg

ProjectZero´s Peter Rathje fortalte om køreplanen for et CO2-neutralt Sønderborg i 2029. Ambitionen er i 2025 at have reduceret CO2-udledningen med samlet 75% og det forudsætter både mere isolering, energieffektive vinduer og varmepumper i sommerhusene

Klimabevidstheden er stigende og det kan på sigt blive svært at udleje et fritidshus som ikke lever op til moderne komfortkrav og effektiv energianvendelse” sagde Peter Rathje, som opfordrede de fremmødte til at installere varmepumper og få efterisoleret ferieboligen – og selvfølgeligt få skiftet al belysning til LED.

Turismechefen opfordrede til grøn tænkning
Turistchef Karsten Justesen kunne fortælle at turisterne har fået øjnene op for Sønderborgs klimaindsatser og et efterspørgslen efter energieffektive ferieboliger er stigende.
Og efterspørgslen vil stige fremover”, siger han. Energiforbruget i et sommerhus har også betydning for, hvad man eventuelt kan sælge det for.

Karsten Justesen fortalte at der mangler flere sommerhuse til turisterne.
Det er ikke til at finde et i ugerne 29, 30 og 31”, fortalte han til udlejerne.

Aftenen sluttede med samtale-cafeer, hvor de mange deltagere kunne diskutere energi, renovering og udlejning med kommunen og de fremmødte eksperter.

 

20. november 2019

Ferie- og fritidshuse

Sønderborg-området har ca. 3.800 ferie- og fritidshuse. Feriehusene er beliggende langs kyststrækningerne, med koncentrationer på Als, Broager og omkring Egernsund

Klimavenlige feriehuse

Sønderborg kommune og ProjectZero havde til arrangementet udarbejdet en ny inspirationsfolder ”Klimavenlige feriehuse” som både inspirerer til energirenovering af ferieboligen samt giver konkrete energi- og miljøspareråd.

Du kan downloade folderen her

Cookiepolitik