Sønderborg Ungeklimaråd - Advisory Board mødtes for første gang

Sønderborg Ungeklimaråds nye Advisory Board mødte op til sit første møde på Alsion. Her blev der hovedsageligt diskuteret, hvordan Advisory Boardet kan understøtte Ungeklimarådets aktiviteter.

Af ProjectZero

 

Onsdag den 20. november mødte forskellige repræsentanter fra det private og det offentlige op på Alsion. De blev introduceret til hvad der er forventet af deres rolle som Advisory Board medlem. Sønderborg Ungeklimaråd blev oprettet som en arbejdsgruppe under Sønderborg Ungdomsråd og som en del af EU-projektet, EYES. Som en del af projektet, skal der oprettes et Advisory Board for Sønderborg Ungeklimaråd, som skal hjælpe de unge med at komme godt fra start og få realiseret deres ideer. Advisory board medlemmerne skal være med til at kvalificere de unges spørgsmål, svar etc., og samtidig udfordre dem på det selvsamme.

Under mødet skulle hvert Advisory Board medlem præsentere, deres professionelle og personlige kvalifikationer og fortælle, hvordan de mener de kan understøtte og kvalificere de unges ideer. 

Steffan Laugaard Nielsen, grundlægger af C-Patient ApS forklarede,"Man skal passe på ikke at være for kritisk og ikke skyde de unges ideer ned for hurtigt. Det er skønt, når de unge får de mest vanvittige ideer og derefter kan vi så snakke om hvordan vi kan realisere ideen og hvor vi reelt kan gøre noget,". Med en baggrund inden for ideudvikling og innovation har Steffan Laugaard Nielsen rig mulighed for, at hjælpe de unge, når de skal udvikle ideer og tænke ud af boksen.

Flere medlemmer i Advisory Boardet har en baggrund inden for virksomhedsdannelse, udvikling af ideer og arbejder i dag med bæredygtige strategier i deres virksomheder. Andre medlemmer har erfaring i det kommunale og udtrykte, at de kan bidrage med forståelse af den kommunale beslutningsproces og fortælle de unge hvordan de kan spille ind og få indflydelse på de kommunale strategier. 

Advisory Boardet og Ungeklimarådet skal for første gang mødes onsdag den 4. december til en fælles workshop. Her skal klimakoordinator fra Sønderborg kommune, Lene Sternsdorf holde et oplæg om det lokalpolitiske landskab med fokus på klima og bæredygtig. Ved samme lejlighed skal Ungeklimarådet snakke om FNs Verdensmål og generere ideer til det fremtidige center for FNs Verdensmål ved Kær Vestermark.

Du kan læse mere om EYES-projektet og Sønderborg Ungeklimaråd her. Du kan også følge Sønderborg Ungeklimaråd på Facebook og Instagram.

4. december 2019

Advisory Boardet

Steffan Laugaard Nielsen 
(Grundlægger C-Patient ApS)

Carina Lykke Bielefeldt 
(Projektleder ved EUC Syd)

Ron N. Bader
(Grundlægger af Heroic Sports ApS)

Lene Sternsdorf 
(Klimakoordinator, Vand og Natur, Sønderborg Kommune)

Marck Thorning
(Partner i FIQTIV ApS)

Kaj Leonhart Petersen
(Partner i EC Network A/S)

Henrik Bielefeldt 
(Afdelingschef i ProjectZero)

Lykke Stine Farre
(Ungekoordinator, Sønderborg Kommune)

Rikke Lock Hartvig
(Sønderborg Byråd, medlem af Miljø Teknik- Miljøudvalget og formand for Børn- og Ungeudvalget)

Morten Birkved 
(Professor ved institut for Bio-, Kemi,- og Miljøteknologi ved SDU)

 

Medlem af Advisory Board?

Har du lyst til at hjælpe unge klimainteresserede godt på vej med deres ideer, projekter og anbefalinger, og er du klar på at dele ud af din viden, så skriv ind til os for at høre mere og melde dig til. 

På nuværende tidspunkt, leder vi især efter medlemmer med erfaring inden for kommunikation og SoMe, der kan understøtte Ungeklimarådets færden på de sociale medier og hjælpe til med informationskampagner m.m.

Lyder det som noget, du kunne tænke dig at hjælpe med til, og afsætte tid af til at mødes med dem ca. 3-4 gange i året? Så skriv til clb@eucsyd.dk.

Cookiepolitik