Sønderborg er godt på vej med egne indsatser, men har igennem EU SmartEnCity-projektet styrket sit samarbejde med andre ambitiøse Europæiske byer, som ønsker at styrke energieffektivisering af boligmassen, omlægningen til grøn energiproduktion og omstillingen til grøn transport.
Gennem samarbejdet bidrager Sønderborg med egne erfaringer fra bl.a. boligrenovering, energieffektivisering i kommunen og virksomheder samt borgerinvolvering. Samarbejdet bidrager for Sønderborg med værdifulde erfaringer fra store vindmølle-, biogas- og solcelleprojekter samt grønne kollektive transportløsninger i storbyer.
Netværket koordineres af Sønderborgs ProjectZero
Bysamarbejdet er en integreret del af SmartEnCity og koordineres fra Sønderborgs ProjectZero, som overfor SmartEnCity-projektet og EU er ansvarlig for samarbejdet mellem byerne og rekruttering af nye byer til samarbejdet. Aalborg Universitet og PlanEnergi bakker samarbejdet op med viden og erfaringer.
Samarbejdet omfatter aktuelt 35 byer i 13 lande, heriblandt 9 danske byer/kommuner, 7 italienske og 4 bulgarske byer. De største byer i SmartEnCity netværket er Rom, Sofia og Tirana. Den mindste by er Jogeva i Estland. Man behøver med andre ord ikke at være en hovedstad for at være en klima-frontløber!
Sønderborg har sammen med 6 andre danske byer etableret Energibyerne.dk, som alle har høje ambitioner på energiområdet og klimaomstillingen.
SmartEnCity-netværket tilbyder byerne inspiration, erfaringer og værktøjer. Netværket har en interaktiv hjemmeside, der udsendes månedligt et engelsksproget nyhedsbrev, og der afholdes årlige workshops for netværkets medlemmer. I efteråret 2017 afholdt netværket møde på Alsion, som er en integreret del af SDU´s klimakonference.