Når lejer og udlejer samarbejder

På Damgade 1 i Haderslev er lejere og udlejer i samarbejde ved at energirenovere ejendommen.

Af Henrik Bielefeldt

Energirenovering er til gavn for både lejer og udlejer – det ved de på Damgade 1 i Haderslev. Derfor var Energicharlie ude og fortælle lejerne om udlejeren Torben Jensens planlagte renoveringer.

Beboerne var mødt op for at høre, hvilken betydning renoveringen ville få for dem – men interessen for at sænke forbruget og få en bedre komfort i lejlighederne havde størst betydning for de fleste fremmødte lejere.

”Det er dejligt, når der er en god balance imellem økonomi og miljø” udtaler Mette Møller og fortsætter ”jeg vil også gerne være med til at sænke CO2 udslippet, så det har også en stor betydning for min opbakning til renoveringen”.

Ved energirenoveringer kan udlejer overføre den forventede energibesparelse til lejerne som en huslejestigning. Men komfortforbedringen er svær at sætte værdi på for den enkelte.

”Jeg ser da også frem til et bedre indeklima med de nye vinduer. Jeg havde vænnet mig til, at det trak ude fra køkkenet, så det bliver dejligt at slippe af med, ” fortalte Mette Møller, ”at vi både kan spare på energien og samtidig få en bedre komfort i vores lejligheder, det synes jeg super. At huslejen så stiger lidt betyder ikke så meget. Vi forventer jo også at spare penge på varmen, så det er svært at finde noget at være utilfreds over”, slutter Mette Møller.

Udlejer Torben Jensen forventer at investere omkring 1.500.000,- i at udskifte alle vinduer, isolere loftet og udskifte et oliefyr med fjernvarme.

”Jeg gør det, fordi det er godt for ejendommen og godt for lejerne – derfor er det også en god investering for mig", udtaler Torben Jensen ”jeg vil som udlejer også gerne have nogle gode og energirigtige boliger, så når økonomien er fornuftig for alle, synes jeg ,der er rigtig god fornuft i at energirenovere", slutter Torben Jensen.

Da ejendommen består af 33 lejemål, har Torben Jensen haft mulighed for at søge en renoveringspulje for større ejendomme. Støtten betyder blandt andet, at der kommer en uafhængig energirådgiver ud og vejleder beboerne om de forventede energirenoveringer.

Kom godt i gang

"Godt i gang"-folderen guider udlejere gennem de forhold, man skal være opmærksom på, hvis man har planer om at renovere sin udlejningsejendom.

Se kataloget i online bladreversion her:

Støtteordninger

Som udlejer har du mulighed for at søge om tilskud i forbindelse med en energirenovering.

Læs mere om ordningerne her: støtteordninger

Cookiepolitik