Forskere på smart energi tur

I november fik Sønderborg-området besøg af to forskere fra Statens Byggeforskningsinstitut på Aalborg Universitet. Forskerne er interesseret i, hvordan vores fremtidige energisystem kommer til at se ud og især, hvilken rolle borgerne får, når alt er smart i fremtiden.

Af Nicolas Bernhardi

Energi tur med fokus på smarte løsninger

Mange af Sønderborg-områdets borgere er allerede i gang med den grønne omstilling i deres private hjem. Smarte løsninger såsom solceller, varmepumper eller elbiler er ikke noget nyt. Men hvordan skal disse løsninger spille sammen, når elbilen fx skal lades med vores egen solcellestrøm, og kører vi mindre, bare fordi solen ikke skinner? Dette er nogle af de spørgsmål, der sættes spot på i forskningsprojektet MATCH, som ProjectZero er en del af.

MATCH-forskere Toke Haunstrup og Freja Friis foran Diamanten i Fynshav

For at kunne svare på spørgsmålene, kom forskerne fra København på besøg i Sønderborg og interviewede nogle af vores borgere, som allerede i dag bruger fremtidens smarte energiløsninger i kombination.

"Den grønne omstilling drives også lokalt, og borgerne kommer til at spille en større rolle, når det gælder om at producere strømmen, men fremtidig måske også når det gælder om at bruge strømmen på de rigtige tidspunkter", fortæller seniorforsker Toke Haunstrup og fortsætter, "vi prøver at finde ud af, hvorfor borgerne beslutter sig for smarte energiløsninger, og hvordan disse løsninger bliver en del af vores hverdag".

Ændrer vi adfærd, når vi har solceller på taget, og elbilen står i garagen for at lade op? Sparer vi ekstra meget på strømmen, når solen ikke skinner, og går der sport i at være selvforsynende? Dette er kun nogle af spørgsmålene, som Toke og Freja stillede til de fem udvalgte familier fra Sønderborg-området.

Også på Fur og Samsø er borgerne på forkant med smarte energiløsninger. På Fur har Toke og Freja interviewet borgere, som bl.a. har koblet batterier på deres solcelleanlæg. På Samsø var det spændende at høre, hvordan Samsø Energiakademis innovative og fokuserede indsats på energibesparelser kan skabe resultater.

ZEROsport som nytænkende udviklingsprojekt

Også ZEROsport programmet har fanget forskernes interesse, så de besøgte Sønderborg Roklub og Diamanten i Fynshav som er to af ZEROsport programmets frontløbere. Giver bedre belysning og bedre indeklima mere træningslyst, og overvejer vi måske selv at få solceller på taget derhjemme, hvis vores sportsklub er en del af ZEROsport?

Energi har altid været en del af vores hverdag, men i fremtiden skal vi alle være mere opmærksomme på at bruge energien så sparsomt og godt som muligt.

28. november 2016

MATCH er styttet af Smart Grids Plus programmet

Om MATCH projektet

MATCH projektet skal undersøge, hvorvidt forbrugerne er villige til at ændre deres adfærd og bruge den grønne strøm, når den produceres. MATCH projektet varer i 2,5 år og har partnere i Danmark, Norge og Østrig.

Læs mere på: http://www.match-project.eu/

Cookiepolitik