Varmepumper til fritidshuse

Sønderborg-områdets første samlede indkøb af varmepumper til private husstande er gennemført. Udbudsformen sikrer både konkurrencedygtig pris og boligejer-tryghed. Sommerhuse har et perfekt match med luft/luft varmepumper, som også er fremtidens varmekilde på landet.

Af Peter Rathje


Den færdigmonterede Panasonic luft/luft varmepumpe i Østerholm sammen med Thybos installatør Anders Frank.

Charlies udbud

Charlies Energi & Byggerådgivning undersøgte i foråret boligejer-interessen for at købe en varmepumpe-løsning gennem et samlet udbud. På baggrund af feedback blev udbudskriterierne opstillet og der blev gennemført et samlet udbud, hvor de enkelte deltager forpligtede sig til at købe den resulterende varmepumpe.

Den valgte varmepumpe blev en Panasonic luft/luft varmepumpe fra Thybo Køleteknik i Sønderborg. Varmepumpen har en COP-faktor på 4,7, hvilket betyder, at den udnytter strømmen 4,7 gange ved at ”suge energien ud af luften”, modsat har traditionelle el-radiatorer en COP-faktor på 1.

Endnu en varmepumpe i Østerholm

ProjectZeros udsendte fulgte installationen på Voldstedvej i Østerholm, som blev foretaget af Thybos Anders Frank. I løbet af 5 timer var varmepumpen installeret og kørende – og der var ryddet pænt op efter installationen. En meget kraftig mur skulle gennembores og det tog derfor lidt længere tid end standard-installationens ca. 3 timer.

Østerholm har i forvejen mange varmepumper – læs mere om disse på www.ZEROmap.dk

Varmepumpen er løsningen!

- En luft til luft varmepumpe er en god og prisbillig løsning til bl.a. områdets mange sommerhuse, som opvarmes med el og brænde, siger Charlie Lemtorp og fortsætter – varmepumpernes effekt er nu langt bedre til lavere priser.

Varmepumpen er ikke kun god til at levere energieffektiv varme, men fjerner også fugt i boligen.

God pris – og husk energibesparelse og fradrag

Prisen på en luft/luft varmepumpe ligger på 13-18.000 kr incl. moms og installation. Hvis flere slutter sig sammen og laver udbud, så kan prisen reduceres med et par tusinde kroner, men boligejeren skal også kunne acceptere den standardiserede valgte løsning.

Varmepumpen udløser også en energibesparelse, som afhængig af hvad varmepumpen erstatter (elradiatorer eller brændeovn) kan reducere regningen med yderligere 700 – 1.100 kr.

Og så kan du også fratrække installationens lønomkostninger fra på din skatteopgørelse. Læs mere om håndværkerfradraget 2016 her

 

24. maj 2016

Kontakt din energivejleder-uddannede håndværker

ProjectZero opfordrer alle sommerhusejere til at installere en luft/luft varmepumpe.
Kontakt Sønderborgs ZERObolig-installatører (elektrikere, VVS og kølemontører) og få et tilbud.
Find håndværkerlisten HER

Alternativt kan man kontakte Charlies Energi & Byggerådgivning på telefon 5188-2007 eller email cl@energicharlie.dk.

Har du behov for mere information, så læs Energistyrelsens råd om varmepumper på Sparenergi.dk  TRYK HER

Husk at købe et service-abonnement

Varmepumpen indeholder et flygtigt kølemiddel og forudsætter et 100% tæt kølekredsløb. Man skal derfor vælge en faguddannet installatør og huske at tegne service-abonnement på varmepumpen, så man sikrer, at den kører energieffektivt og miljømæssigt.

Charlie Lemtorp kan berette om flere sommerhuse, hvor varmepumpen ikke fungerede, idet der bl.a. manglede kølemiddel.

Rigtig placering af varmepumpe

Sønderborg Kommune anbefaler, at man holder sig nogle simple spilleregler for øje:

  • Hold god afstand til terrasser, stue- og soveværelsesvinduer, både egne og naboers
  • Hold god afstand til skel
  • Undgå placering på garage- eller carporttage, da det kan øge støjen
  • Et blød underlag som fx græs under pumpen dæmper støjen i modsætning til fx fliser
  • Placér evt. imellem bygninger som et skur og et udhus - det dæmper støjen.

 Test gerne den bedste placering på din grund med Energistyrelsens støjberegner:

 

COP-faktoren

COP-faktoren angiver varmepumpens energieffektivitet. En COP-faktor på 4,7 fortæller at varmepumpen leverer 4,7 gange mere energi end den strøm den tilføres.

Billedet viser den indendørs enhed, som er 120 cm i bredden og som sikrer en fordeling af varmen i boligen. Enheden kan forudindstilles på temperatur og timer med den medleverede fjernbetjening.

Cookiepolitik