Lisa Nielsen, Affaldskonsulent med Energislugerkassen
Nye køleskabe og frysere, LED-lamper i kontorlokalerne og færre apparater på standby. De tiltag er bare en del af forklaringen på, at Sønderborg Forsyning kan kalde sig årets danske energifrontløber med en førsteplads i konkurrencen European Enterprises’ Climate Cup. De godt 150 medarbejdere har siden marts 2015 arbejdet målrettet på at spare på strøm, varme og andre energikilder på arbejdspladsen. Det arbejde har båret frugt, og virksomheden kan nu kalde sig Danmarksmester i at gennemføre energibesparende tiltag i kontorarealer.
Om af spotte energi-slugerne
Hos Sønderborg Forsyning har en af vejene mod førstepladsen også været en intern konkurrence blandt medarbejderne. Her har man arbejdet på at få så mange som muligt til at spotte de elementer i dagligdagen, der fx bruger for meget strøm, fortæller Lars Blædel Riemann, der er direktør hos Sønderborg Forsyning.
”Præmien i vores interne konkurrence har vi holdt hemmelig undervejs. En tur i biffen og en strikket hue, der kan holde godt på varmen, er måske ikke nogen prangende præmie, men det har været vigtigt for os, at det var de gode intentioner og forståelsen for værdien af at spare på energien, der havde alles fokus, fortæller Lars Blædel Riemann, og fortsætter,
”Vi er alle sammen rigtigt glade for den flotte placering i konkurrencen, og det er en motivationsfaktor, at vi kan stå sammen om at gøre noget godt for forretningen, miljøet og den fælles forståelse af, hvordan vi agerer mest fornuftigt”, lyder det fra en glad Lars Blædel Riemann.
Et blivende tiltag
Hos Sønderborg Forsyning stopper den energibesparende fest ikke, bare fordi førstepladsen i konkurrencen er i hus.
”Vi skal fortsat fokusere på at spare på energien. Undervejs i konkurrencen har vi etableret et energiråd af medarbejdere, der skal hjælpe os alle sammen med at tænke energivenligt. Det er et tiltag, vi bibeholder. Rådet skal fx fortsat hjælpe vores indkøbere med at tænke energivenligt, når de skal vælge mellem forskellige produkter på markedet,” fortæller Lars Blædel Riemann, der ser førstepladsen i konkurrencen som et led ud af mange i det overordnede mål om at nå et CO2-neutralt Sønderborg i 2029.
”Målet om nul er defineret i vores masterplan ProjectZero, der gælder for hele Sønderborg. Med vores deltagelse i European Enterprises’ Climate Cup – og andre initiativer som fx øget brug af solceller hos Sønderborg Forsyning – arbejder vi mod at nå det mål, slutter Lars Blædel Riemann.