Søbo, B42 og SAB er alle aktive deltagere i Sønderborgs nye EU SmartEnCity-projekt. 10 afdelinger modtager EU-tilskud til energirenovering, til at opsætte solceller på taget og til at involvere beboerne i Sønderborgs omstilling.
Resultatet indgår i det særlige ”rollemodel” demonstratorium, som projektet skal etablere i Sønderborg. Projektet skal tiltrække interesse fra mange nye byer, som skal motiveres til at følge bl.a. Sønderborgs eksempel.SAB´s hovedbestyrelsesformand Vivian Engelbredt diskuterer beboer-involvering med teknisk chef Bjarne Baun Madsen, SAB.
LEGO-modeller fortalte historier
Som en del af projektopstarten blev der forleden afholdt workshops med boligforeningernes hoved- og afdelingsbestyrelser.
I to af foreningerne, B42 og SAB, blev bestyrelserne udfordret af et hold internationale SDU-studerende, som trykprøvede bestyrelsesmedlemmernes holdninger til energi, klima og bæredygtig. Dette skete på en række ”arbejdsstationer” hvor deltagerne fik mulighed for at diskutere projekterne, kommunikationens rolle, formulere visioner, stille kritiske spørgsmål til tekniske løsninger og økonomi m.v. Især muligheden for at illustrere kommunikationens rolle med LEGO-modeller vakte stor interesse.
Styrk informationen og pluk de lavt-hængende frugter
Bestyrelserne var alle meget optaget af ambitionerne om at skabe et CO2-neutralt og bæredygtigt Sønderborg. Midlet er at inddrage beboerne mest muligt i projektet.
Informationsmøder er særdeles vigtige for at sikre, at alle beboere har kendskab til projektet og deres roller – ikke kun i opstarten, men gennem hele projektet.
De lavthængende frugter skal plukkes gennem information og både LED-belysning og fokus på ændret adfærd er gode indsatsområder, som straks eller indenfor 1-2 år betaler investeringen tilbage gennem besparelser.
Centralt placerede informationstavler, som oplyser aktuelt energiforbrug og produktion kan styrke opmærksomhed på energi, klima og forbrug.
Vi låner den af vores børn
Bestyrelserne klarede workshoppens mange udfordringer og udtrykte alle et stort commitment til en bæredygtig udvikling.
- Vi skal passe godt på Jorden. Vi arver den ikke af vores forfædre, vi låner den af vores børn ….
Med denne opfordring afsluttede Kaj Engelhart, formand for B42 boligforeningen B42-workshoppen. Citatet stammer fra et gammelt indiansk ordsprog, men maner til alvorlig eftertanke.