Allersidste chance for gratis energitjek

Boligejere som ønsker gratis vejledning til at spare på el- og varmeregningen skal skynde sig. Der er 30 gratis energitjek tilbage for alle private enfamilies huse i Sønderborg Kommune.

Der er penge at spare og intet at tabe. Man får besøg af en certificeret vejleder, som gennemgår huset og udarbejder en rapport med en prioriteret liste over energiforbedringer. Det koster ingenting, og man forpligter sig ikke til noget.

Få klarhed over energislugerne

I mange tilfælde er der penge at spare fra dag 1 ved at forbedre boligen og derved sænke energiregningen. Det gælder for eksempel i boliger med lidt for lidt isolering på loftet. Her bliver der markant mindre at bestille for radiatoren.

Energivejlederen kommer ikke med en færdig opskrift. Han gennemgår huset sammen med husejeren og lytter også til ejerens egne ønsker og overvejelser. Så det bliver en individuel rapport, der kommer ud af besøget.

Den indeholder en prioriteret liste over små og store investeringer, der kan nedsætte boligens energiforbrug. Efterfølgende er det op til boligejeren, hvilke projekter, der skal gennemføres.

De resterende 30 energitjek er absolut sidste chance før ordningen fra januar 2016 overgår til et betalingsbaseret koncept.

Ansøg nu

Bor du i Sønderborg Kommune? - Så kan du også få et gratis energitjek.

Ansøg på www.gratisenergivejledning.dk eller på telefon 3840 5426
Læs mere på www.zerobolig.dk

24. november 2015

Gratis energitjek?


Om du bor i et stuehus eller et parcelhus kan du få et energitjek. Alle enfamiliehuse kan gøre brug af tilbuddet.

Cookiepolitik