Det er ikke kun virksomheden Helsams energiforbrug der er faldende - det er det også privat hos familien Schou. Det er især strømforbruget der er faldet siden 2009, og med installering af solcellerne i slutningen af 2012 bruger familien ikke længere penge på elregningen.
Susanne Schou foran parcelhuset i Sønderborg
Solcellerne blev samtaleemne
Flere i nabolaget viser interesse for familiens solcelleanlæg: "Når vi går tur med hunden sker det nogle gange, at folk lige skal høre om vores erfaring med solceller. Det er sjovt at det er blevet et samtaleemne, og vi nyder at fortælle om, at vi producerer vores egen strøm" fortæller Susanne Schou.
"Vi er super glade for solcellerne, og det giver en god følelse at vi sparer penge og passer på miljøet på samme tid. Det giver ovenikøbet en bedre forrentning at have solceller på taget, end at have pengene stående i banken" beretter en glad Susanne Schou.
Ikke kun solceller
Udover solcellerne er huset løbende blevet energirenoveret. Der er kommet nye vinduer i, der er blevet hulmursisoleret og taget er blevet hævet med 15 cm. så der blev plads til ekstra isolering. Herudover er alle gamle hvidevarer udskiftet og pærerne er udsikftet til energispare-pærer eller LED-pærer.