EU-kommissionens formand, Jean Claude Juncker, tog i sidste uge (uge 27-2015) en pause fra forhandlingerne om det græske spørgsmål for at deltage i en EU-Kina konference om urbanisering i Bruxelles. I konferencen deltog også den kinesiske premierminister, Li Keqiang. I sin tale på konferencen fremhævede Jean-Claude Juncker Sønderborg og Haiyan som et eksempel på et samarbejde om bæredygtig byudvikling, som hele Kina kan lære af.
På EU-Kina urbaniseringskonferencen i Bruxelles blev der gjort status på samarbejdet mellem 12 kinesiske og europæiske byer om at skabe en bæredygtig byudvikling i Kina. Konferencen foregik i Berlaymont bygningen. Som afslutning på åbningsceremonien var der taler af den kinesiske premierminister, Li Keqiang, og formand for EU-kommissionen, Jean-Claude Juncker.
Kina er udfordret af en stærkt accelererende byudvikling. I dag bor 50 procent af kineserne i byer, og det ventes at stige til 60 procent i 2020. I Europa bor 75 procent af borgerne i byer. Begge steder er udfordringen den samme: At gøre byerne grønnere og mere bæredygtige.
I sin tale fremhævede EU-kommissionens formand Jean-Claude Juncker samarbejdet mellem Sønderborg og Haiyan:
- En lille by i Danmark, Sønderborg, og Haiyan har udviklet et koncept for nulenergihuse. De breder sig nu i Kina. I den udtalelse, som EU og Kina er blevet enige om på denne konference, anbefaler vi mere samarbejde af denne type. Vi har lyttet til jer, sagde Jean-Claude Juncker henvendt til de kinesiske og europæiske repræsentanter fra de byer, der samarbejder om en bæredygtig byudvikling.
Det var overvældende
Sønderborg var ved konferencen repræsenteret af Poul Valdemar Nielsen, der er leder af Sønderborgs samarbejde med Haiyan. Han var meget stolt af, at Jean-Claude Juncker fremhævede lige præcis samarbejdet mellem Sønderborg og Haiyan:
- Det var overvældende, det må jeg indrømme. Samtidig er jeg meget stolt over de meget konkrete resultater, vi allerede kan se af samarbejdet med Haiyan. Det er et kæmpe skulderklap, at Jean-Claude Juncker fremhæver vores samarbejde, og det er endnu et eksempel på, at Sønderborgs ProjectZero-vision om at gøre Sønderborg-området CO2-neutral seneste i 2029, er så godt skruet sammen, at det vækker opsigt i hele verden, siger Poul Valdemar Nielsen.
At den kinesiske premierminister, Li Keqiang, deltog i konferencen ser Poul Valdemar Nielsen som et udtryk for, at der på allerhøjeste niveau i Kina er stort fokus på en bæredygtig og grøn omstilling.