Køretøjerne byttes
Turen til og fra arbejde foregik derfor anderledes, end de to venner var vant til. Ikke mindst for Claus Hansen. - Jeg cykler normalt kun én gang om året, og det er når jeg er med i cykeloptoget i Broager Ringridning," indrømmer han.
Elcyklen er en fornøjelse
Den daglige tur fra hjemmet i Broager til Auto Lindvang i Sønderborg tilbagelægger han altid i bil - og skiftet til cykel kunne mærkes.
-Man kan altså godt blive lidt øm i bagdelen af at cykle. Men det har min arbejdsplads så nydt godt af, for jeg har næsten ikke siddet ned i en uge," griner han.
-Når det er sagt, så har det faktisk været en fornøjelse. Fem-ti kilometer er jo ingenting på en elcykel. Skal man over 30 kilometer i timen, skal der selvfølgelig trampes, men ellers tager elmotoren det meste af slæbet. For eksempel havde jeg en af dagene strid modvind på hjemvejen, og alligevel høvlede jeg op ad Dybbøl bakken, fortæller han.
Cyklen han havde til låns var en ny og sporty model med integreret batteri i stellet og motor i navet på baghjulet. Sammen med et udvendigt gear giver det en meget lav friktion.
-Jeg har alt i alt kun positivt at sige om cyklen, kommer prisen lidt længere ned, tror jeg der for alvor kommer gang i salget," vurderer Claus Hansen.
Elbilen mangler ikke noget
-Det har været en absolut sjov og god oplevelse, siger Jens Matthiesen om sin uge i selskab med en elbil.
Alene til og fra arbejde tilbagelægger han dagligt 50 kilometer. Det foregår normalt i en benzindreven Skoda, men i sidste uge var der ingen røg i udstødningsrøret.
-En elbil er utrolig lydløs. Renault'en er desuden utrolig praktisk med fem døre og god plads til en hel familie. Desuden er den flot udstyret med blandt andet multifunktionsrat og klimaanlæg. Der mangler ikke noget," roser han.
Lokalavisen Sønderborg
Svend Michael Larsen