Anne Petersen og Martin Sigsgaard har begge været testcyklister på elcykel i juni måned i www.testenelcykel.nu programmet.
90 km på en opladning
Martin Sigsgaard havde en fordom om at elcykler ikke var for yngre mennesker, men satte sig nu alligevel for at give det en chance og teste om elcyklen var hurtigere end hans egen racercykel på strækningen Kolding / Gråsten. Det var den ikke!
-Jeg får også min egen racercykel op på 28 km. i timen i snit, så for mig er der ingen gevinst ved den lange strækning på 77 km hver vej, fortæller Martin Sigsgaard, der dog er overrasket over at elcyklen kan køre 90 km på en opladning, og det er endda med motoren slået til ved højeste hastighed hele veje.
- Hvis man har mellem 25-30 km til arbejde, kunne elcyklen være ideel uanset alder, fortæller Martin Sigsgaard. Derved kan bilen blive i garagen og der er ingen grund til at motionere yderligere efter arbejde, slutter Martin Sigsgaard, der nu holder sig til sin racercykel.
Elcyklens ulempe
Anne Petersen har ikke så langt på arbejde, lidt over 6 km er strækningen og elcyklen har i den grad sat skub i cykelentusiasmen hos hele familien. Alle har afprøvet det nye transportmiddel. Sønnen Jens på 15 år, har ofte snuppet elcyklen og er begejstret, da det lige er pludselig lidt sjovere at køre på cykel!
- Den eneste ulempe ved elcykel, er at man ikke kan køre i ”frihjul”, som på en almindelig cykel, hvis man stopper med at dreje på pedalerne, så tror elcyklen at den skal standse og mister accelerationen, fortæller Anne Petersen.
Fra bilist til cyklist
Anne Petersen har været bilist i 25 år og synes at mentalt, er det ”op ad bakke” at tvinge sig selv til at tage cyklen hver dag i stedet for bilen. Men en måned som testcyklist har gjort, at den helt almindelige cykel er fundet frem og skal nu være det daglige transportmiddel til arbejde.
-Jeg kunne godt tænke mig en elcykel og kunne jeg lease den i sommerhalvåret, er jeg klar, siger Anne Petersen.