Sønderborg-familier flytter strømforbrug

Lise Tjørring er antropolog og forsker i familiers energivaner. Hun har i løbet af det sidste halve år fulgt 10 familier, som er med i SE´s FlytStrøm-projekt for at høre om deres oplevelser med at have variable elpriser.

Hvad er FlytStrøm?

27 borgere i Sønderborg-området deltager i øjeblikket i SE´s FlytStrøm-projekt. Hver dag modtager de en SMS med en besked om, hvornår på dagen der er billig strøm, og hvornår der er dyr strøm. Det er så meningen, at de skal prøve at flytte så meget af deres strømforbrug hen til det tidspunkt, hvor der er billig strøm. Nogle af deltagerne har også fået installeret en "device" i køleskabet, der automatisk regulerer køleskabet ift. de svingende strømpriser. Formålet med FlytStrøm er at undersøge, hvor fleksible borgerne har mulighed for at være med deres strømforbrug . Det er nødvendigt, hvis vi skal overgå til mere grøn energi, hvor vi ikke på samme måde kan forudsige hvornår vinden blæser og energiproduktionen er høj.


Med energi-antropologen på arbejde

Lise kører rundt og besøger folk, som er med i FlytStrøm. Hun vil gerne høre deres mening om at være med, for der er meget vi kan lære af folk. ”Jeg kan sagtens flytte, hvornår jeg bruger opvaskemaskinen, men det er svært at flytte vaskemaskinen til om aftenen, for så når jeg ikke at hænge det op, og skjorterne bliver krøllede,” fortæller en af deltagerne.

En anden deltager beretter: ”Vi er gode til at flytte strømforbruget, men når børnebørnene kommer på besøg, så går der kage i det, og så vasker vi hele tiden!”. Lise er glad for at få denne indsigt i folks liv. Den fortæller os, hvor meget vi kan forvente at folk flytter deres strømforbrug, og hvilke maskiner det er muligt at flytte brugen af. Opvaskemaskinen er som regel ikke noget problem at flytte, vaskemaskinen kan flyttes nogle gange, mens madlavningstidspunktet næsten er umuligt at flytte.

Borgerne forbedrer FlytStrøm

Mange af deltagerne kommer med forslag til, hvordan FlytStrøm-projektet kan forbedres. ”Jeg er nødt til at modtage sms´erne tidligere på dagen, så jeg kan planlægge efter det,” er en typisk kommentar fra mange af deltagerne. De fleste efterspørger også en månedlig tilbagemelding om, hvor meget af deres strømforbrug de har flyttet. ”Det er jo sjovt at følge med i, hvor meget vi har sparet,” fortæller en af deltagerne.

For Lise er dette vigtig information, som hun straks giver videre til SE. Det er vigtigt ikke kun at fokusere på den tekniske og økonomiske vinkel. Vi er nødt til at vide, hvordan folk bruger teknikken, og hvilke andre faktorer der spiller ind end det økonomiske. Et hjem er et levende sted, hvor det ikke kun handler om at spare penge, men også f.eks. at børnene har tørre flyverdragter, når de skal ud og lege.

27. januar 2015

Lise Tjørring


Læs mere om Lise Tjørring her

Lise Tjørrings energiforskning

Læs tidligere artikler om Lise Tjørrings energiforskning og arbejde med Sønderborg-familier her

For yderligere information

For yderligere information kontakt:

Lise Tjørring

litj@ifro.ku.dk

Cookiepolitik